foreløbig havarirapport

Kovending: Air Greenland roser nu Mitteqarfiit

Topdirektør i Air Greenland Michael Højgaard er tilbageholdende med at svare på kritiske spørgsmål til Havarikommissionens foreløbige rapport om det uheld, et Dash 8-fly var udsat for i Nuuk for en måned siden. Men roser Mitteqarfiit efter kritik

Administrerende direktør i Air Greenland, Michael Højgaard

Det er begrænset, hvad administrerende direktør i Air Greenland, Michael Højgaard, kan eller vil svare på i forbindelse med den foreløbige rapport, som Havarikommissionens torsdag har offentliggjort, efter at et Dash 8-fly gled af landingsbanen i Nuuk 29. december 2014.

Ifølge den foreløbige rapport har havariefterforskerne fundet en defekt kontakt på flyet under undersøgelsen, som sandsynligvis var den direkte årsag til, at flyet røg af banen.

Samtidig slår de fast, at flyet gled af banen under selve landingen, og ikke i forbindelse med at det taxiede ind til terminalen, som blandt andet politiet har hævdet.

Læs: Dash 8-juleuheld: Efterforskere finder fejl på flyet

Se billeder: Her er flyet der gled i Nuuk Lufthavn

Roser nu Mittarfeqarfiit
Sermitsiaq.AG har forsøgt at få svar på en lang række kritiske spørgsmål, eftersom Air Greenland havde travlt med at pege fingre af Mitteqarfiit, da Dash 8-flyet kørte af banen i Nuuk mellem jul og nytår.

- Det er ikke kutyme, at piloter udtaler sig om aktuelle sager, mens undersøgelserne pågår. Men som meldt ud i forbindelse med hændelsen, så ved vi for passagerernes vedkommende, at hændelsen var relativt udramatisk - de bemærkede ikke, at flyet ikke standsede, hvor det var tiltænkt, siger Michael Højgaard til Sermitsiaq.AG.

- Hvorfor var I så hurtige til at lægge hele skylden på Mitteqarfiit?

- Bremseværdierne var en faktor, men ikke den udløsende, og som du siger, så var vi hurtige til at fokusere på den glatte bane. Det har vi selvfølgelig beklaget over for Mittarfeqarfiit, og vi har fortsat et godt samarbejde. Jeg vil faktisk gerne rose Mittarfeqarfiit for deres engagement i denne sag. Der er afsat mange ressourcer, og det er min klare opfattelse, at begge virksomheder er meget opsat på at få afklaret årsagen til hændelsen, svarer Højgaard.

Læs: Fly gledet af landingsbanen i Nuuk

Læs: Nuuk Lufthavn fortsat i drift trods flyuheld

Lover svar senere
- Fastholder I, at den udløsende årsag var bremseværdierne - og ikke den svigtende kontakt, som forhindrede højre motor i at reverse?

- Det har jeg ingen kommentar til, siger Michael Højgaard, som ikke ønsker at svare på konklusionerne i Havarikommissionens foreløbige rapport med Air Greenland-flyet.

- Den rapport, som foreligger fra Havarikommissionen er foreløbig. Den endelige udkommer først om nogle måneder. Vores egne interne undersøgelser pågår også endnu. Vi vil gerne svare på detaljerne omkring hændelsen, også de tekniske, men vi afventer havarikommissionens endelige rapport, siger Air Greenlands administrerende direktør.

Læs Havarikommissionens foreløbige rapport på engelsk her

Powered by Labrador CMS