succeshistorie

Grønlandsk IT-firma har succes i Danmark

Inu:it med hovedkontor i Nuuk øjner stort vækstpotentiale i den sydlige del af rigsfællesskabet. Direktør Martin Gjødvad flytter derfor til Danmark i en periode og bliver pendler

Direktør i Inu:it, Martin Gjødvad

Der er stort vækstpotentiale i Danmark.

Sådan lyder vurderingen fra firmaet Inu:it med hovedkontor i Nuuk.

Siden november 2013 har det grønlandske IT-firma haft en afdeling i Danmark, og det har vist sig, at udviklingen er gået stærkt.

Ifølge direktør Martin Gjødvad bidrager den danske afdeling i dag med omkring 20 procent af Inu:its omsætning på konsulenttimer, og målet er, at afdelingen i Danmark skal være lige så stor, som Inu:it er i Grønland.

Gjødvad har gennem de seneste 20 år skabt den største private IT-virksomhed i Grønland.

Ser stort vækstpotentiale
- Vi kan se et stort potentiale, og for at accelerere udviklingen kommer jeg til at have base i Danmark fra sommer, mens jeg stadig vil fordele min tid mellem Danmark og Grønland. Det bliver naturligvis en forandring, også for familien, men vi ser det alle som en spændende ny udfordring, fortæller Martin Gjødvad.

I Thisted i det nordlige Jylland har Inu:it i dag syv medarbejdere, mens fem sidder andre steder i Danmark. Forretningen er indtil videre primært bygget op som en konsulentforretning omkring levering af IT-infrastrukturløsninger, og som noget nyt har firmaet fra denne måned etableret eget hostingmiljø, hvor den første kunde er kommet til, mens yderligere fem er på vej.

I Nuuk har Inu:it 40 medarbejdere og yderligere fire på kysten.

Læs også: Inu:it og Comby anmelder Tele Greenland for misbrug

Læs også: IT-branchen er utilfreds med licitation

Powered by Labrador CMS