valg

Lektor: Danskere bør tage Grønland seriøst

De historiske forhold gør, at danskeres tiltro i Danmark til grønlændere er begrænset, siger Michael Böss, der er lektor ved Aarhus Universitet og forsker i arktisk politik

Som omtalt her på hjemmesiden søndag viser en ny meningsmåling, som analyseinstituttet Wilke har foretaget for Jyllands-Posten forud for Inatsisartut-valget på fredag, at folk i Danmark ikke tror på grønlandske politikeres evne til at administrere udviklingen i Grønland - og danskerne vil heller ikke gå ind og hjælpe til.

Hver anden dansker tror ikke på, at de grønlandske politikere selv er i stand til at styre deres land i en positiv retning, og kun hver fjerde har tillid til, at grønlændere kan klare udviklingen selv, viser meningsmålingen.

Læs: Dansk måling: Grønland kan ikke styre sig selv på ret kurs

Historien skræmmer
Ifølge Michael Böss, der er lektor ved Aarhus Universitet og forsker i arktisk politik, gør de historiske forhold, at danskeres tiltro i Danmark til grønlændere er begrænset.

- Hvis man ser historisk på det, så har der aldrig været særlig stor solidaritet fra danskernes side i forhold til Grønland. Noget af det kan tilskrives, at den nu afgåede grønlandske regeringsleder, Aleqa Hammond, har brugt en voldsom retorik og har fremmedgjort mange danskere, men det er ingen undskyldning for, at vi ikke vil hjælpe dem, siger han til DR.

Også danske politikere har historisk set været tilbageholdende, når det gælder Grønland.

- Fordi vi er en gammel kolonimagt, er danske politikere utrolig tilbageholdende med at udtale sig om Grønland af frygt for at blive beskyldt for at være kolonister. Det burde ligge fortiden til, men det gør det bare ikke, siger Michael Böss videre til DR.

Powered by Labrador CMS