valg

Gerhardt vil have gravet kanaler mellem fjordsystemer i syd

Atassuts Gerhardt Petersen vil have gravet kanaler mellem fjordsystemer for at øge sikkerheden til søs især for minde både og joller

Gerhardt Petersen

For at gøre det mere sikkert at sejle med joller og mindre både langs kysten, stiller Atassut op til Inatsisartut-valget den 28. november med forslag om at anlægge kanaler mellem fjordsystemer, der ligger tæt op ad hinanden, og som er lette at forbinde.

Det skriver partiets tidligere formand Gerhardt Petersen i en pressemeddelelse.

- Vi fra Atassut mener, at man umiddelbart kan starte med at få lavet kanaler i nærmere bestemte fjorde, som for eksempel syd for Nanortalik, mellem fjordene Itilliatsiaq og Itilleq. Dette vil kunne sikre mere sikker sejlads i det sydligste Grønland, især om efteråret og i vinterperioden og ikke mindst mens storisen er i Sydgrønland. For det er velkendt, at det især om efteråret og i vinterperioden er barskt at sejle i området mellem Nanortalik og de sydligste bygder, nemlig Narsarmijit og Aappilattoq. Desværre sker der til uheld, påpeger Gerhardt Petersen.

Mere sikker sejlads med joller og mindre både
- Ligeledes er det bydende nødvendigt at få lavet en kanal i Itilliartaat, som ligger syd for Eqalugaarsuit. Dette vil betyde mere sikker sejlads med joller og mindre både mellem Qaqortoq og Alluitsup Paa samt Nanortalik, vurderer han.

- Fra Atassut går vi yderligere til valg på, at der i Torsukattak vest for Narsaq i Bredefjorden samt Nyboes kanal nord for Qassimiut arbejdes for, at kanalerne bliver bredere og dybere, oplyser Gerhardt Petersen.

Atassut foreslår, at man i samarbejde med Kommune Kujalleq målrettet arbejder for at realisere kanalerne.

- Det vil helt sikkert være med til at mindske arbejdsløsheden, så længe arbejdet pågår, vi vil ligeledes foreslå, at man indgår samarbejde med Teknisk Skole i Sisimiut med henblik på at involvere råstofskolens lærlinge der beskæftiger sig med sprængning som praktikanter i processen, siger Gerhardt Petersen.

Powered by Labrador CMS