valg

Udskældt Mads Peter Grønvold trækker sit kandidatur

- Jeg må lytte til min krop, begrunder politikeren, som er blevet massivt kritiseret for sine udtalelser om afvisning af homo-vielser

Partii Naleraqs Mads Peter Grønvold trækker sit kandidatur til Inatsisartut-valget. Foto: Arkiv

Politikeren Mads Peter Grønvold fra Partii Naleraq trækker sit kandidatur til Inatsisartut-valget.

- Jeg er ikke helt rask endnu og må erkende, at jeg ikke har kræfter nok til politisk arbejde, siger politikeren til Sermitsiaq.AG.

- Er det partitoppen, der har presset dig på grund af dine udtalelse om afvisning af homo-vielser?

- Nej, absolut ikke. Det er min egen beslutning. Jeg tænkte mig ikke grundigt om, og min krop er stadigvæk for svag til politisk arbejde. Jeg fik forleden den sidste kemobehandling og har stadigvæk stomipose efter et større indgreb, fortæller Mads Peter Grønvold, som redaktionen fangede i fuld sving som taxachauffør.

Stadig syg
- I marts fik jeg konstateret tarmkræft og havde efterfølgende et stort indgreb i kroppen, fortæller Mads Peter Grønvold.

Grønvold kom med en kontroversiel udtalelse omkring homo-vielser og blev efterfølgende fjernet af partitoppen fra en valgdebat på KNR-TV.

Læs: Mads Peter G. risikerer sit kandidatur efter homo-udtalelse

Flytter til Danmark
Partii Naleraqs nu forhenværende kandidat flytter til Danmark i starten af december.

- I den kommende tid vil jeg prioritere min familie, og vi har besluttet at flytte til Danmark, da sundhedsvæsenet der er mere trygt, siger Mads Peter Grønvold.

- Vi har fra 1. december fået en bolig i Vejle og flytter dertil, siger Mads Peter Grønvold, som siden 2011 har kæmpet mod sundhedsvæsenet med sine kropsgener, der senere viste sig at være tarmkræft.

- Ingen i sundshedsvæsenet ville tro på mine gener, påpeger han.

- Først i 2014 da jeg truede med at skrive en pressemeddelelse, blev jeg sendt til Nuuk og modtog behandling. Det kan absolut ikke accepteres, at befolkningen på denne måde bliver behandlet, siger Grønvold.

Mads Peter Grønvold var medlem af Landstinget fra 1999 til 2002 på vegne af Kattusseqatigiit Partiiat.

Læs: Partii Naleraq kandidat afviser homo-vielser og adoption

Læs: Atassut-kandidat: Homoseksuelle skal også kunne adoptere børn

Powered by Labrador CMS