uddannelse

EU sender ny milliardgave til Grønland

En partnerskabsaftale inden for uddannelse sikrer, at Grønland modtager budgetstøtte til gennemførelse af uddannelsesindsatsen i perioden 2014-2020

Fungerende formand for Naalakkersuisut Kim Kielsen

Der er nu flere penge på vej til Grønland fra EU.

Det sker, efter fungerende formand for Naalakkersuisut Kim Kielsen fra Siumut tirsdag mødtes med EU-kommissær for udvikling, Andris Piebalgs.

Selvstyrets landestrategi blev endelig godkendt i EU-Kommissionen den 26. september og tirsdag så underskrevet af de to politikere.

Strategien fastlægger rammerne for samarbejdet mellem Grønlands Selvstyre og EU-Kommissionen i henhold til den eksisterende partnerskabsaftale, som blev vedtaget i marts af EU's ministerråd, oplyser repræsentationschef for Grønlands Repræsentation i Bruxelles, Lida Skifte Lennert.

Partnerskabsaftalen sikrer, at Grønland vil modtage budgetstøtte til gennemførelse af uddannelsesindsatsen i perioden 2014-2020. Her vil selvstyret modtage op til 1,6 milliarder kroner.

Selvstyrets landestrategi for 2014-2020 er en fortsættelse af den forrige landestrategi for Grønland, som var gældende for perioden 2007-2013.

Powered by Labrador CMS