Norge

Norsk fjeld nærmer sig enormt kollaps

Politiet har indført forbud mod at opholde sig nedenfor fjeldet Mannen i det nordvestlige Norge. Store stenmasser ventes at kunne skride når som helst

Lyde af sten, som løsner sig i Mannen-fjeldet, har været med til at holde eksperter i området vågne natten til tirsdag. For meget tyder på, at voldsomme mængder regn får fjeldet, der ligger i Romsdal i det vestlige Norge, til at styrte sammen snart. - Vi har fået meldinger fra Sivilforsvaret (norsk beredskabsorganisation, red.) om, at der er et klippestykke, der har løsnet sig fra fjeldet klokken 01.23 i nat. Det er uvist, hvor stort det var, da det er mørkt, siger Tove Anita Ask, der er operationsleder ved Nordmøre og Romsdal Politi, til nrk.no

Mange nordmænd holder i disse timer vejret i spænding.

I det nordvestlige Norge er store stenmasser i overhængende fare for at rive sig fri fra fjeldet Mannen efter flere dage med regn.

Det vil betyde, at 120.000 kubikmeter sten - svarende til 12.000 lastbiler læsset med sten - vil vælte ned ad fjeldets sider.

Og noget tyder på, at skreddet rykker nærmere.

Natten til tirsdag har mandskab fra det norske civilforsvar hørt sten løsne sig fra fjeldet, og det kan meget vel være en forvarsel om, at skreddet er nært forestående.

- Der har været store bevægelser i løbet af natten i området, som ventes at skride, og samtidig registrerer vi regn i målestationerne på toppen af Mannen, siger vagthavende geolog Jarle Hole ved Norges nationale center for fjeldskredsovervågning til nyhedsbureauet NTB.

Politimesteren i Nordmøre og Romsdal har indført forbud mod at opholde sig nedenfor det sammenstyrtningstruede fjeld, og onsdag blev elleve personer evakueret fra området.

Så sent som i weekenden forlod en sidste beboer området, da regnen fortsatte med at sile ned over fjeldet. Tirsdag morgen regner det fortsat.

Eksperter tror, at de store nedbørsmængder, som er ventet i området, kan bidrage til at udløse skreddet fra Mannen, og alle synes efterhånden enige om, at det kommer til at ske.

Spørgsmålet er blot hvornår.

- Det er meget vanskeligt at sige, hvornår skreddet kommer, men der vil ske noget i løbet af kort tid, selvom jeg ikke tør sige, om det er inden for 24 timer eller om flere døgn, siger Jarle Hole.

Fra at bevæge sig 6-7 millimeter i døgnet de forrige dage gik stenmasserne mandag over til at bevæge sig 2-2,5 centimeter i døgnet.

Det var angiveligt store mængder nedbør søndag aften, der udløste den øgede bevægelse. Vandet fylder små hulrum i stenmasserne og presser dem til bevægelse.

- Der skal mindre og mindre nedbør til for at give øget bevægelse, sagde chefgeolog Lars Harald Blikra mandag eftermiddag på et pressemøde.

Selvom det forestående skred er af ganske betragtelig størrelse, er det alligevel ikke at regne for meget sammenlignet med, hvad eksperterne venter en gang i fremtiden et andet sted på Mannen, påpeger chefgeologen.

Her ventes utrolige tre millioner kubikmeter sten at ville rive sig løs.

- Heldigvis er der ingen tegn på bevægelse i det store scenario, som vi overvåger. Det, som kommer nu, er et lille fjeldparti, og der er ingen måledata, som indikerer, at det større fjeldparti er påvirket, siger Blikra til NTB.

Powered by Labrador CMS