valg

Kandidat for S: Opstart uddannelse i turisme i Ilulissat

Turistlinjen bør flyttes fra Qaqortoq til Ilulissat ifølge Bernhardt Olsen, der stiller op til Inatsisartut-valget for Siumut

Bernhardt Olsen fra Ilulissat stiller op til Inatsisartut-valget for Siumut

Som vi skrev her på hjemmesiden tidligere tirsdag, ønsker Randi Vestergaard Evaldsen, der stiller op til Inatsisartut-valget for Demokraterne, at Grønland skal satse mere på turistindustrien for at få gang i samfundshjulene.

Bernhardt Olsen, der stiller op til Inatsisartut-valget for Siumut, ønsker også mere fokus på turisme.

- Turistlinjen i Qaqortoq bør flyttes til Ilulissat, hvor den vil give eleverne meget større motivation til at arbejde med turister, fordi omgivelserne og mulighederne for praktisering af uddannelsen er meget bedre end i Qaqortoq, siger Bernhardt, der bor i Ilulissat.

Læs: Kandidat for D: Turisme er en vej til økonomisk vækst

En bred uddannelse
Han mener, at en turistuddannelse i Ilulissat hurtigst muligt må opstartes, da der er gode muligheder for praktisering af en uddannelse i turisme i Ilulissat og i alle andre byer i Diskobugten i sommermånederne.

- Skoleperioden skal tilpasses turistsæsonen. Skolen skal først starte i november og slutte ultimo august, når turistsæsonen går på lavt blus, foreslår Bernhardt Olsen.

- Skolen kan have flere linjer, guidning omkring naturen, sejlads med turister, slædekørsel, kajakroning i Arktis, skiløb, kunst i souvenirs samt betjening af turister i hotelrestauranter og på caféer.

Læs: Krav fra D: Drop sparekniven over Visit Greenland

Bernhardt Olsen ønsker også, at eleverne på turistelevskolen skal undervises i korrespondance og planlægning med udenlandske turistoperatører og rejsebureauer.

Island har i de seneste år oplevet et utroligt turisteventyr. Turistindustrien er nu landets største indtægtskilde, og i september skrev Berlingske, at vores nabo mod øst regner med en million turister - i år. Det er en tredobling siden 2000.

I Grønland havde vi til sammenligning 71.000 turister i 2013.

Powered by Labrador CMS