råstoffer

London Mining vil under administration

Bestyrelsen i det kriseramte britiske mineselskab ønsker på grund af økonomiske problemer at lade virksomheden blive sat under administration

Administrerende direktør i London Mining, Graeme Hossie, (til venstre) og projektvicedirektør i Isua-projektet Marcel Pineau, da London Minings udnyttelsestilladelse blev underskrevet med selvstyret den 24. oktober 2013

Som det er kommet frem på det seneste, er London Mining, som i 2013 fik udnyttelsestilladelse til jernmalmmine-projektet i Isua i Godthåbsfjorden, havnet i store økonomiske problemer.

London Mining er hårdt ramt af høj gæld, lave jernpriser og ebola-udbrud i Sierra Leone, hvor det britiske mineselskabs eneste større mine ligger.

Nu oplyser London Mining administrerende direktør, Graeme Hossie, i en pressemeddelelse, at bestyrelsen på grund af økonomiske problemer ønsker at få virksomheden sat under administration. Det sker ifølge direktøren som konsekvens af længere tids forhandlinger mellem mineselskabet og potentielle købere af Marampa-minen i Sierra Leone samt mangel på likviditet som følge af et drastisk fald på jernpriser og jernmalmpriser.

- Bestyrelsen og ledelsen vil samarbejde med en administrator for at bevare Marampa-minen, men dette er ikke bekræftet endnu, skriver London Mining direktør, Graeme Hossie.

Læs: London Mining i yderst kritisk situation

Da London Mining fik udnyttelsestilladelse til Isua-projektet 24. oktober 2013, blev det oplyst, at der skal rejses kapital på over 13 milliarder kroner, der skal bruges til anlæggelse af minen. En jagt på at skaffe investorer blev kickstartet ved underskrivelsen af udnyttelsestilladelsen.

Britiske medier beskrev først på måneden, at den indiske stålkoncern JSW overvejer at købe London Mining. JSW udsendte dog en børsmeddelelse 7. oktober, hvor koncernen afviste at kommentere rygterne, men bekræftede, at den var på udkig efter 'overtagelser, der giver strategisk mening', skriver Politiken.

Læs: London Mining: Aftalen er en milepæl

Læs: Grønland er ved at blive et mineland

Læs: Flere aftale skal på plads

Powered by Labrador CMS