Aleqas misbrug

Børsen: Grønland er en bananrepublik

Den danske erhvervsavis tegner i en leder et dystert billede af situationen i Grønland. Der er brug for reformer, anfører avisen

Var Grønland et aktieselskab, havde den danske erhvervsavis Børsen næppe opfordret til at købe aktier.

I en leder tirsdag bliver der således tegnet et dystert billede af situationen her i landet.

- Der er behov for grundlæggende reformer, der sikrer efterlevelse af principperne for god regeringsførelse i det politiske system, og reformer, der giver bedre plads til et aktivt privat erhvervsliv, der kan skabe velstand og vækst, lyder opråbet i avislederen, som har overskriften 'Bananrepublikken Grønland'.

Og senere:

- Børsen beskrev for et par uger siden, hvordan reglerne for god selskabsledelse slet ikke efterleves. Politikerne blander sig i stort og småt. Der bliver skiftet ud i ledelserne tilsyneladende efter politiske kriterier. Udnævnelser foregår ikke altid efter merit, men efter politiske forbindelser. Der er hermed skabt en incitamentsstruktur, der minder om det, man finder i de dårligst ledede ulande.

Læs: Siumut og Atassut afværger mistillidsvotum mod Aleqa

Læs: Snævert flertal for Aleqas orlov

En politisk karriere er vejen frem
Børsen har hæftet sig ved, at Michael Binzer har sagt sin stilling op som administrerende direktør i Tele- Post.

- Hvis man er et ungt ambitiøst menneske, der vil frem i verden, kaster man sig ikke over erhvervslivet og virksomhedsdrift, det er udsigtsløst i det herskende politiske klima. Man går i stedet efter en politisk eller militær karriere, som er vejen til rigdom og magt, idet den militære mulighed dog ikke er relevant i Grønland. En sådan incitamentsstruktur er gift for økonomisk vækst og velstandsudvikling, skriver forfatter til avislederen Ole P. Kristensen, som også fremhæver Aleqa Hammonds spegede revisionssag, hvor hun har misbrugt 106.363,27 kroner fra selvstyrets kasse til private formål i perioden 28. maj 2013 til 21. maj 2014.

Aleqa Hammond fik tirsdag i Inatsisartut godkendt sit ønske om orlov fra både Naalakkersuisut og Inatsisartut, indtil revisionsudvalget har afleveret sin betænkning om brug af landskassen som privat kassekredit. Og indtil der har været endelig behandling af den.

Læs alle artikler om Aleqa Hammonds misbrug af offentlige midler her

Powered by Labrador CMS