New York

Aleqa: Kongeriget Danmark er et foregangsland

Formand for Naalakkersuisut understreger, at lokal og traditionel viden er vigtigt i forhold til videnskabelige vurderinger i Arktis

Aleqa Hammond var mandag hovedtaler ved Unescos side event på FN's første verdenskonference om oprindelig folks rettigheder

Udover at holde tale ved FN's første verdenskonference om oprindelige folk var formand for Naalakkersuisut Aleqa Hammond, Siumut, hovedtaler ved Unescos side event.

Læs: Aleqa i FN: Det grønlandske samfund kæmper

På eventet fokuserede Aleqa Hammond ifølge en pressemeddelelse fra selvstyret på vigtigheden i at anvende lokal og traditionel viden i videnskabelige vurderinger på både nationalt plan og i hele Arktis.

Danmark og Grønlands gode og mange-årige forhold er velanset hos oprindelige folk verden over, oplyser Aleqa Hammond efter sin tale i FN.

- Kongeriget Danmark bliver af oprindelige folk over hele verden anerkendt som et foregangsland på dette område, og Danmark spillede også en nøglerolle i vedtagelsen af deklarationen om oprindelige folks rettigheder i 2007, sagde Aleqa Hammond.

Læs: Første FN-verdenskonference om oprindelig folk er i gang

- Jeg er glad for at den danske udenrigsminister, i denne ånd, har arbejdet tæt sammen med Grønland i forberedelsen af kongerigets deltagelse i verdenskonferencen om oprindelige folks rettigheder, roste Aleqa Hammond udenrigsminister Martin Lidegaard.

Et handlingsorienteret slutdokument
Verdenskonferencen forventes at resultere i en formel vedtagelse af et handlingsorienteret slutdokument, som kan udgøre en effektiv ramme for det videre arbejde med at styrke implementeringen af oprindelige folks rettigheder.

Slutdokumentet for verdenskonferencen for oprindelig folk har været forhandlet siden årets begyndelse med aktiv deltagelse fra Danmarks og Grønlands side.

Oprindelige folk verden over lever i over 90 lande, hvor de er spredt i over 5.000 grupper, oplyser FN's hjemmeside.

Powered by Labrador CMS