turisme

Krydstogtsmesse: Begrænset interesse for Grønland

Set med grønlandske øjne var det op og ned på den store krydstogtsmesse Seatrade Med i Barcelona

Deltagerne på Seatrade Med på den grønlandske stand. Fra venstre Pitsi Høegh (Destination Sagalands), Kenneth S. Pedersen (Blue Water Shipping Greenland), Edda Lyberth (Kommune Kujalleq) og Gorm Diernisse (Royal Arctic Logistics)

De seneste års fald i antallet af krydstogtsskibe og -passagerer til Grønland er en stor udfordring for de grønlandske destinationer. Særlig Sydvestgrønland har oplevet nedgang i krydstogtsomsætningen på grund af et fald i antallet af store skibe, meddeler Visit Greenland.

Pitsi Høegh, ejer af Destination Sagalands i Qaqortoq, deltog sammen med Kommune Kujalleqs turismeansvarlige og havneagenterne Royal Arctic Logistics og Blue Water Greenland på krydstogtsmessen Seatrade Med 15. til 18. september i Barcelona.

Den grønlandske stand var faciliteret af Visit Greenland, oplyser det nationale turistråd i en meddelelse, hvor Visit Greenland oplyser, at den grønlandske stand var godt besøgt.

- Der var mange forespørgsler, men ingen konkrete bookinger fra nye rederier. Til gengæld overvejer flere af de nuværende rederier at udvide deres Grønlands programmer ved enten at sætte ekstra skibe ind eller udvide perioden, de er i Grønland, siger Gorm Diernisse fra Royal Arctic Logistics i meddelelsen.

Læs: Turisterhvervet i Sisimiut: Misforstået prioritering

Op og ned
Visit Greenland oplyser, at generelt kunne rederierne melde om stigende interesse fra deres kunder for Arktis og Grønland, og vurderingerne var, at markedspotentialet er stort.

- Tilbageholdenheden blandt både nye og eksisterende rederier skyldes i høj grad bekymringer om konsekvenserne af de nye regler for sejlads i Grønland. Der er en manglende konkret viden om omfanget af reglerne, og hvornår de træder i kraft, og det betyder, at rederierne ikke tør planlægge med anløb, når de ikke ved, hvilke regler der skal opereres under, fortæller Gorm Diernisse.

Læs: Krav fra D: Drop sparekniven over Visit Greenland

Læs: Visit Greenland rammes af sparekniven

Til gengæld var der, særligt fra rederier med store skibe, stor tilfredshed med udsigten til, at afgifterne på krydstogtsanløb bliver reduceret. Når der er klarhed om de nye regler for sejlads, vil lavere afgifter være et incitament for nogle af de store skibe til at anløbe Grønland igen, oplyser Visit Greenland.

Powered by Labrador CMS