Natur og Miljø

Seks millioner underskrifter kræver beskyttelse af Arktis

Forud for FN's verdenskonference om klimaforandringerne afleverede Greenpeace seks millioner underskrifter, som kræver beskyttelse af Arktis, til Ban Ki-moon

FN’s generalsekretær Ban Ki-moon vil til Arktis i et af Greenpeaces skibe

Torsdag afleverede Greenpeaces international generalsekretær Kumi Naidoo seks millioner underskrifter fra hele verden til FN's generalsekretær Ban Ki-moon i New York, oplyser Greenpeace i en pressemeddelelse.

- Jeg modtager disse underskrifter som et bevis på vores fælles forpligtelse for fremtiden og for at beskytte vores miljø – ikke bare i Arktis, men over hele verden, sagde Ban Ki-moon under overrækkelsen.

FN’s generalsekretær udtrykte under mødet et ønske om at rejse til Arktis ombord på et af Greenpeaces skibe i den nærmeste fremtid, fortæller Greenpeace.

Læs: Aleqa klar til at holde tale ved klimatopmøde i New York

Læs: Billeder: Ban Ki-moon mødt med venlighed

Samtidig med de seks millioner underskrifter overrakte Greenpeace også Arctic Declaration til FN's generalsekretær. Et dokument, der i ti konkrete punkter opfordrer til at beskytte Arktis, blandt andet ved at oprette et fælles, globalt naturreservat i Det Arktiske Ocean omkring Nordpolen og forbyde risikable olieboringer og destruktivt fiskeri i farvandet.

1.000 indflydelsesrige personer har erklæret deres støtte til Arctic Declaration, herunder syv nobelprismodtagere, ærkebiskop Desmond Tutu, musikere som Paul McCartney og Patti Smith, forfattere som Margaret Atwood samt tidligere generalsekretær for Nato Javier Solana, oplyser Greenpeace.

Powered by Labrador CMS