Siumut-rødder utilfreds med afgifter

Afgifter rammer hårdt i yderdistrikterne, lyder det i et åbent brev fra Siumuts lokalafdeling i Uummannaq.

Siumut-højborgen Uummannaq er ikke tilfreds med de seneste afgiftsforhøjelser. De rammer ekstra hårdt i yderdistrikterne, siger den lokale partibestyrelse i et åbent brev til landsstyremedlem Aleqa Hammond og Siumuts hovedkontor, fortæller knr.gl.

- Afgifterne rammer gennemsnitsindkomsterne hårdt i yderdistrikterne. Vi er uenige i afgiftsforhøjelserne, for der er allerede høje priser i yderdistrikterne, før forhøjelsen, siger bestyrelsesmedlem Gerth Kristiansen.

Han tror ikke afgifterne vil få indflydelse på antallet af Siumut-vælgere, men mener at man skulle have fundet indtægterne på råstofområdet i stedet.

Fremtrædende medlemmer af Siumut stammer fra Uummannaq. Det gælder landstingsmedlem Lars-Emil Johansen, landsstyremedlem Aleqa Hammond partisekretær Mikael Petersen og byens borgmester Jens-Lars Fleischer.

Powered by Labrador CMS