Inatsisartut-bygning

Kæmpedemonstration

Rekord mange mennesker mødt op til demonstration mod opførelsen af et nyt parlament på Aqqaluks Plads i Nuuk

Det enorme demonstrationsoptog i dag lørdag i Nuuk. Planerne om at placere det nye parlament på Aqqaluks Plads har for alvor fået sindene i kog.

– Der er vel omkring 1000 demonstranter. Det er rigtig mange. Normalt ser vi højst 200-300 til en demonstration. Vi skal langt tilbage i tiden for at finde en demonstration af den størrelse.

Sådan lyder det fra Poul Petersen, politikommissær og vagthavende ved Nuuk Politi, i en kommentar til den enorme demonstration, der kl. 11.00 satte sig i bevægelse fra kulturhuset Katuaq med slutmål på Aqqaluks Plads. Her ønsker flere politikere, blandt andre formanden for Inatsisartut, Lars-EmilJohansen, at der opføres et nyt parlament til 190 millioner kroner.

Kritikerne anfører, at parlamentsbygningen vil skamfere det historiske område tæt på den gamle kolonihavn. Tilhængerne finder placeringen naturlig, fordi der fra gammel tid har været politiske møder netop her. Sagen fik yderligere en drejning, da Inatsisartuts formandskab tidligere på ugen udsendte en pjece, hvor der omtales flere muligheder for placeringer, men i særlig grad favoriseres Aqqaluks Plads. En pjece, kritikerne beskylder for at være groft manipulerende.

Under alle omstændigheder er fremtiden for Aqqaluks Plads tydeligvis en sag, som optager borgerne i Nuuk voldsomt. 1000 demonstranter taler sit eget sprog.

Sermitsiaq.AG følger op med flere historier og billeder.

Powered by Labrador CMS