hellefisk

Stop ulovligt fiskeri

Jagtbetjenten har observeret 13 jollefiskere i Diskobugten, som var i færd med at hale deres langliner op i forvaltningsområdet.

Det kystnære hellefiskefiskeri i Diskobugten med joller blev stoppet den 14. august, alligevel har jagtbetjenten i Ilulissat efter denne dato observeret flere jollefiskere, der trak deres langliner ind. Fiskeren på billedet har intet med det ulovlige fiskeri at gøre.

Det kystnære hellefiskfiskeri med jolle blev stoppet torsdag den 14. august, da månedskvoten var fisket op. Men tirsdag den den 19. august opserverede Grønlands Fiskerilicenskontnrols jagtbetjent i Ilulissat ulovligt fiskeri efter hellefisk i forvaltningsområdet Diskobugten. Det fremgår af en pressemeddelelse fra selvstyret.

Det er forbudt for omkring 370 jollefiskere at fiske efter hellefisk i Diskobugten, efter at kvoten for august er opfisket.

Jagtbetjenten har observeret 13 jollefiskere i Diskobugten, som var i færd med at hale deres langliner op i forvaltningsområdet.

– En af jollerne, som jeg observerede, var i gang med at få afviklet langliner, som var viklet ind i langliner fra et fiskefartøj, fortæller jagtbetjenten i følge pressemeddelelsen.

Opfordring

– Jeg skal kraftigt opfordre fiskeriorganisationerne om, at de skal påbyde deres medlemmer at fiske lovligt. Ulovligt fiskeri kan bare ikke tolereres, siger naalakkersuisoq for fiskeri, fangst og landbrug, Finn Karlsen.

Grønlands Fiskerilicens Kontrol oplyser, at ulovligt indhandlede hellefisk ikke kan opnå EU-certificering, og at overtrædelser vil blive strafforfulgt.

Jollefiskerne har lov til forsøgsfiskeri efter hellefisk i afgrænsede områder i Diskobugten.

Her forventes forsøgsfiskeriet gennemført af jollefiskere med en gyldig licens med bopæl i Ilulissat, Qeqertarsuaq, Qasigiannguit, Aasiaat og Kangaatsiaq.

Kvotemængden er samlet på i alt 500 tons, men fordeles som 250 tons i juli og 250 tons i august.

Fiskefartøjer over seks meter i forvaltningsområdet Diskobugten har en års restkvote på 1.469 tons.

Fiskeriet genåbnes først den 1. september 2014 med en måneds jollekvote på 421 tons. Der må således ikke fiskes eller udsættes fiskeredskaber før 1. september 2014.

Departementet opfordrer samtidig indhandlingsstederne om at føre strengere kontrol under indhandling af fangsterne.

Powered by Labrador CMS