Kvoter

Jollefiskere opfisker kvote på hellefisk

Indhandlingen og fiskeriet efter hellefisk i Diskobugten med joller bliver indstillet torsdag

Jollefiskere har sidste indhandlingsdag på hellefisk torsdag

Jollefiskerne i Diskobugten har nu opfisket deres månedskvote på hellefisk for august på 438 tons. Fiskeriet med joller er derfor indstillet fra torsdag, men fiskerne har stadig mulighed for at søge tilladelse til forsøgsfiskeri.

Der er sidste indhandlingsdag torsdag for jollefiskere i Diskobugten. Fiskerne må ikke sætte fiskeudstyr ud igen i de normale fiskesteder før 1. september. Men der er afsat områder midt i Diskobugten og ud for Qeqertarsuaq til forsøgsfiskeri, hvor der må fanges 250 tons hellefisk i august.

Læs: Nyt forsøgsfiskeri efter hellefisk i Diskobugten

Kvoten til forsøgsfiskeri er fra sidste år, der ikke blev opfisket. Fiskere og lokale politikere kritiserede dengang tidspunktet for forsøgsfiskeriet, som de mente var livsfarlig. Det skete sidste efterår, hvor mørke og blæst gjorde forsøgsfiskeriet vanskeligt for jollefiskere.

Det normale fiskeri efter hellefisk bliver genoptaget fra 1. september, hvor der er afsat månedskvote på 421 tons til jolle.

Powered by Labrador CMS