demonstration i København

IA-formand lover folkeafstemning om uran

- Inuit Ataqatigiit har lovet, at hvis vi får magten efter valget, vil vi lave en folkeafstemning, siger Sara Olsvig

Formand for Inuit Ataqatigiit Sara Olsvig var blandt talerne ved fredagens demonstration mod uranudvinding i Grønland

Mens ’Grønland i Tivoli’ er i fuld gang, havde nogle uran-modstandere fredag arrangeret en demonstration, som bestod af danske og grønlandske aktivister.

Demonstranterne gik fra Københavns Rådhusplads til Christiansborg. Sara Olsvig, formand for Inuit Ataqatigiit, var blevet inviteret til at holde tale.

Hendes budskab var tydeligt. Hendes parti er stadig modstander af uranudvinding, og partiet kan ikke acceptere den måde, nultolerancen over for radioaktive stoffer er blevet ophævet på.

Se galleri: Demonstration mod uranudvinding

Se videoklip fra demonstrationen her

- Mit budskab er selvfølgelig, at vi er modstandere, og at vi ikke acceptere den måde, som nultolerancen er blevet ophævet på, fortalte Sara Olsvig til Sermitsiaq.AG’s udsendte til demonstrationen fredag.

- Vi kan se, at der sættes spørgsmålstegn ved uranudvinding, ikke kun i vores land, men også fra udlandet.

- Nultolerancen blev ophævet med én stemmes flertal. Og spørgsmålet er om den beslutning er holdbar, og om den kan holde efter en valgperiode, siger Sara Olsvig.

Inuit Ataqatigiit-formanden mener, at det er uacceptabelt, at den nuværende koalition ikke fik folkets mandat til at ophæve nultolerancen i form af folkeafstemning.

Læs: Ordet er frit på dagens 'naamik'-demonstration

Læs: Grønlændere klar til demonstration mod uran

Vil lave folkeafstemning, hvis...
Sara Olsvig mener, at Grønlands befolkning har brug for uafhængig informationskampagne om uran.

- Inuit Ataqatigiit har lovet, at hvis vi får magten efter valget, vil vi lave en folkeafstemning. Og før folkeafstemningen er det nødvendigt, at folket får bred information omkring uran og ikke en ensidig informationskampagne, siger Sara Olsvig.

For hende er det vigtigt, at oppositionen bliver inddraget i et så vigtigt emne.

- Ved store beslutninger bør man kunne samarbejde og forhandle politisk. Vi er klar til at samarbejde og tage medansvar. Men vi er lukket ude, og vi bliver ikke inviteret til forhandlinger, siger Sara Olsvig.

Powered by Labrador CMS