Torsdag, juli 31, 2014 - 13:07

Galleri: Skateboards og girlpower i Sisimiut

På mandag starter et nyt hold på Sisimiut Skatecamp, og der er stadig plads til flere piger. Det er et stort ønske fra arrangørernes side at få flere piger i alderen 13 plus
 

Lige nu drøner 10 unge piger rundt på skateboards og laver graffiti-kunst i Sisimiuts gader. Det gør de som en del af Sisimiut Skatecamp, der løber af stablen i disse dage.

Pigerne på skatecampen lærer at stå og køre på skateboards, samtidig med at de får undervisning i graffitikunsten og dens historie. 

Ifølge arrangørerne af Sisimiut Skatecamp er formålet at give pigerne et sted at udvikle sig fra, så de selv kan danne fællesskaber og gadekultur på deres egne præmisser og med de mennesker, der vil det samme som dem i lokalområdet.

Kun for piger
Mandag morgen mødte de unge piger, i alderen fra 8 til 12 år, op for at deltage i skatecampen. Efter morgenmaden og et par øvelser, der skulle ryste dem sammen, samlede de selv de skateboards, som de senere skulle stå på.

Efter frokost kom pigerne ud på skateboard for første gang, og alle fik lært at lave deres første trick. Ifølge arrangørerne var det en glædelig og imponerende bedrift, da det tit er svært for piger at komme ind på skateboardscenen.

- Drengene fylder scenen og pigerne er generte og bange for at blive til grin, når de kigger, siger Natalia Genét fra Urban Greenland, der er én af arrangørerne bag Sisimiut Skatecamp.

Af samme grund er Sisimiut Skatecamp kun for piger.

- Pigerne vil gerne, men de skal have deres eget rum til at føle sig trygge og blive gode, fortsætter Natalia Genét.

Drengene får dog lov til at være lidt med, da de sammen med Sisimiut Skatecamp bygger nye og renoverer de ramper og træ elementer, der er ved skateparken. 

Graffiti fra København til Sisimiut
Sisimiut Skatecamp har nu været i gang i tre dage, og det er ikke kun skateboarding, som pigerne er blevet kastet ud i. Arrangørerne har nemlig taget graffitikunstneren 'Cheeky' med sig fra København.

Sammen med hende lærer pigerne om graffitikunstens historie og tegner skitser til skateboard-designs, som de senere skal realiseres på blanke skateboards der skal udstilles i Sisimiuts kulturhus Taseralik den 10. august.

- Ordene fra eleverne har på tre dage ændret sig fra 'det kan jeg ikke finde ud a' til 'det kan jeg ikke endnu, men jeg prøver'. Når de så har kastet sig ud i udfordringerne og opnår succesoplevelser råber de 'jeg kan!!!', fortæller Natalia Genét.

Alle kan lære det - nyt hold på vej
På mandag starter et nyt hold på Sisimiut Skatecamp, og der er stadig plads til flere piger. Det er et stort ønske fra arrangørernes side at få flere piger i alderen 13 plus med, så de kan blive uddannede til såkaldte 'Skateducators', så de selv kan fortsætte med skateskolens aktiviteter.

- Det er intet krav, at man tidligere har stået på skateboard, vi starter på begynderniveau, hvor vi lærer at få balance på boardet og simple skatetricks. Man behøver heller ikke selv have et board. Inden ugen er omme, owner de ethvert spot i skateparken, siger Natalia Genét.

Sisimiut Skatecamp arrangeres af Urban Greenland, som har stået for at bygge skateparken i Nuuk og skate-bowlen i Sisimiut og Skateducate, som underviser piger i Danmark og nu også Grønland i at stå på skateboard.

Se en video om skateboardundervisning fra Skateducate her

Se billeder fra Sisimiut Skatecamp i galleriet nedenfor
 

Foto: Urban Greenland/Skateducate
Foto: Urban Greenland/Skateducate
Foto: Urban Greenland/Skateducate
Foto: Urban Greenland/Skateducate
Foto: Urban Greenland/Skateducate
Foto: Urban Greenland/Skateducate
Foto: Urban Greenland/Skateducate
Foto: Urban Greenland/Skateducate
Foto: Urban Greenland/Skateducate
Foto: Urban Greenland/Skateducate
Seneste nyheder / Nutaarsiassat kingulliit