uddannelsesreform

Naalakkersuisut: Nogle kollegiebeboere tjener en halv million

Naalakkersuisut vil indføre reformer på uddannelsesområdet. Høje lønninger blandt studerende bliver påpeget

​- Jeg synes med fordel, vi kunne målrette vores støtte på uddannelsesområdet til den gruppe, der især i de første år efter flytning til en ny by er økonomisk trængte, siger medlem af Naalakkersuisut for udddannelse Nick Nielsen fra Siumut

Der kommer ændringer på studiestøtten og priser på kollegieleje. Det er medlem af Naalakkersuisut for uddannelse, kirke, kultur og ligestilling Nick Nielsen fra Siumut, der har en reform på uddannelsesområdet på vej.

Nick Nielsen kigger med skepsis på, at nogle kollegiebeboere med en hustandsindkomst på over 500.000 kroner betaler husleje på 1.700 kroner om måneden. Nick Nielsen har også konstateret, at nogle studerende tjener over 300.000 kroner om året og modtager studiestøtte.

Indførelse i 2016
- Jeg synes med fordel, vi kunne målrette vores støtte på uddannelsesområdet til den gruppe, der især i de første år efter flytning til en ny by er økonomisk trængte. Dette vil også skabe en bedre reel adgang til uddannelse for alle i vort land, og gøre overgangen for bygd og mindre byer til uddannelsesbyerne nemmere, siger Nick Nielsen.

Der bliver dialog med de studerendes organisationer og andre interessenter. Det er formålet, at reformen skal være udgiftsneutral.

- Vores uddannelsesstøtte og kollegier skal give alle en mulighed for at tage en uddannelse uanset bosted, social status og forældrenes indkomstforhold. I processen med at udarbejde uddannelsesplanen har jeg fået input fra de studerendes organisationer, uddannelsesinstitutioner og arbejdsmarkedets parter. Denne dialog sætter jeg stor pris på, og den vil jeg fortsætte og intensivere i det kommende reformarbejde. Det er min ambition, at reformerne skal kunne indgå i forslaget til finanslov 2016, så der er afsat god tid til debat om emnet, siger Nick Nielsen.

Powered by Labrador CMS