hertuginde Kate

Royal fødsel er i gang

Prins Williams hustru er i den tidlige fase af fødslen, hedder det i en pressemeddelelse fra hoffet

Prins William og hertuginde Kate venter deres første barn

Den britiske prins Williams højgravide hustru, hertuginde Kate, har fået veer og er indlagt på det hospital i London, hvor hun skal føde sit første barn, meddeler hoffet.

Den 31-årige højgravide hertuginde af Cambridge blev mandag morgen kørt til hospitalet, hvor et stort opbud af pressefolk allerede har ventet på hendes ankomst i flere uger.

- Hun er i den tidlige fase af fødslen, hedder det i en pressemeddelelse fra hoffet.

- Hertuginden blev i bil kørt fra Kensington Palace til St Mary's Hospital. Det hele foregår normalt. Der var ikke tale om en hasteindlæggelse, hedder det i en erklæring fra Kensington Palace.

Royale kilder siger, at Kate har planlagt en naturlig fødsel med William ved sin side.

Flere aviser har fremsat spekulationer om, at Kates søster Pippa og moren Carole Middleton også vil være til stede ved fødslen.

Kate er indlagt på fødeklinikken i en privat fløj af London-klinikken St Mary's Hospital. Det var også her, afdøde prinsesse Diana fødte den vordende far og dennes bror, prins Harry.

Sønnen eller datteren til den 31-årige prins William og hertuginden af Cambridge bliver den tredje i den britiske tronfølge efter sin farfar, prins Charles, og sin far.

En forestående lovændring vil betyde, at selvom barnet bliver en lille prinsesse af Cambridge, vil hun for første gang i historien ikke kunne blive overhalet i arvefølgen af eventuelle yngre brødre.

Det er gynækologen Marcus Setchell, der tager imod barnet.

Det britiske kongehus har flere gange udtalt, at Kate og William heller ikke selv kender barnets køn.

Det er første gang i flere århundreder, at briterne får en tronarving, der ikke har 100 procent blåt blod i årerne, da Kate kommer fra en borgerlig familie.

Kate og William har kendt hinanden siden studietiden, været kærester i en årrække og blev gift den 29. april 2011 ved et stort bryllup, hvorved de fik titlen som hertugpar af Cambridge.

Powered by Labrador CMS