pilluarit

Kathrine Rosing indstillet til børnelitteraturpris

Grønlands bedømmelseskomité har indstillet bogen 'Den magiske kasket'/'Nasaq teqqialik piginnaanilik' af Kathrine Rosing til Vestnordisk Råds Børne- og ungdomslitteraturpris 2014

Grønlands bedømmelseskomité har indstillet bogen 'Den magiske kasket'/'Nasaq teqqialik piginnaanilik' af Kathrine Rosing til Vestnordisk Råds Børne- og ungdomslitteraturpris 2014

Kathrine Rosing, som bor i Paamiut og stammer fra Kangaamiut, skal kæmpe imod to forfattere fra henholdsvis Island og Færøerne i konkurrencen om at vinde Vestnordisk Råds Børne- og ungdomslitteraturpris 2014.

Det sker, efter at Grønlands bedømmelseskomité har indstillet hendes bog ’Den magiske kasket'/'Nasaq teqqialik piginnaanilik'.

I august udråbes vinderen af litteraturprisen, som er på 60.000 danske kroner.

Det er syvende gang, at der indstilles tre bøger til Vestnordisk Råds Børne- og ungdomslitteraturpris, som uddeles hvert andet år - én bog fra henholdsvis Færøerne, Grønland og Island.

Derfor er bogen indstillet
I begrundelsen for indstillingen af ’Den magiske kasket’/'Nasaq teqqialik piginnaanilik' (Milik Publishing) skriver Grønlands dommerkomité blandt andet:

’Bogen er skrevet som oplæsningsbog for børn i alderen fra 7 år og op efter og velegnet til læsning for børn i 10-11-års alder. Det er en frisk bog om to drenge, Manu der bor i Paamiut og Miu i en storby i Kina.

Manu drømmer om Miu og hans familie i Kina. Drømmene er meget livagtige. Manu fortæller disse drømme til sine forældre og klassekammerater. Miu drømmer om Manu og hans familie der er på Grønland. Drømmene er ligeledes meget livagtige for Miu. Som han fortæller sine forældre og bedsteforældre.

Den er billedligt fortalt og varieret, så den ikke bliver kedelig ved oplæsning, man får noget at tænke på, ved at det skifter mellem Manu og Miu’s drømmer. Den er nem at følge med i, uanset om man lytter eller læser den selv - som barn.

Den er velskrevet og velinformerende om de to forskellige kulturer og kulturmøde’, skriver Grønlands dommerkomité.

Færøernes bedømmelseskomité har til Vestnordisk Råds Børne- og ungdomslitteraturpris 2014 valgt at indstille børnebogen 'Flata kaninin' efter illustratoren og forfatteren Bárður Oskarsson.

Islands dommerkomité har indstillet 'Tímakistan'(Tidskisten) efter Andri Snær Magnason.

Powered by Labrador CMS