D sammenligner Aleqa med barnlig Khrushchev-opførsel

Naalakkersuisut-formandens boykot får Demokraternes formand til at tænke på Sovjet-præsident Khrushchevs stunt med at hamre sin sko i bordet på grund af vrede

- At Aleqa så vælger at demonstrere ved at udeblive fra netop det møde, hvor Sverige overdrager formandskabet til et andet land, rummer en særegen omvendt logik, som hun nok selv bedst kan forklare, siger Jens B. Frederiksen, formand for Demokraterne. Foto: Leiff Josefsen

I 1960 stjal Sovjetunionens præsident, Nikita Khrushchev, billedet, da han under et møde i FN valgte at demonstrere sin utilfredshed med en anden deltagers indlæg ved at hamre sin ene sko i bordet foran sig.

- Var denne protestaktion gal eller genial? Ingen af delene, vel. Den var bare udtryk for ’dårlig stil’ - og det kommer man sjældent langt med i internationale forhandlinger.

Sådan skriver Jens B. Frederiksen, formand for Demokraterne, i en reaktion på den meget medieomtalte situation med Naalakkersuisut-formandens boykot af onsdagens ministermøde i Arktisk Råd i svenske Kiruna.

- At Aleqa Hammond så vælger at demonstrere ved at udeblive fra netop det møde, hvor Sverige overdrager formandskabet til et andet land, rummer en særegen omvendt logik, som hun nok selv bedst kan forklare. Men også af andre grunde må man spørge sig selv, hvor velovervejet denne smækken med døren er, skriver Jens B. Frederiksen videre.

Læs her alle Sermitsiaq.AG’s artikler om Grønlands boykot af ministermødet i Arktisk Råd

- Det vigtigste spørgsmål er for mig at se ikke, om det bliver bemærket, men om Grønland får noget som helst ud af det. Bringer det os et skridt nærmere permanent deltagelse i Arktisk Råds forhandlinger – eller har vi tværtimod bragt os selv i en position, hvor udsigten til permanent repræsentation er fjernere end nogensinde, og de seneste års målrettede diplomatiske indsats er spildt? Repræsentanter, der agerer på den måde i internationale forhandlinger, er jo ikke ligefrem dem, man helst byder velkommen i kredsen.

D: Grønland betaler en høj pris
- Den, der i vrede smækker med døren, risikerer at blive efterladt udenfor. Så kan man stå der og køle af. Men hvem går det mest ud over? Dem der sidder indenfor i varmen, eller den, der ikke kunne tøjle sit temperament? Det kan vi jo tænke lidt over nu, hvor vi ikke skal bruge tid på topmødet i Kiruna, lyder det fra Demokraternes formand og fremhæver, at mødet i Arktisk Råd også ville have givet Naalakkersuisut-formanden mulighed for at introducere sig for blandt andre USA's nye udenrigsminister John Kerry.

- Det er med andre ord en høj pris, Grønland betaler for Aleqa Hammonds demonstrative udebliven, mener Jens B. Frederiksen.

Læs her alle Sermitsiaq.AG’s artikler om Grønlands boykot af ministermødet i Arktisk Råd

Powered by Labrador CMS