Koalitionspartnere overrasket

Formændene for Siumuts koalitionspartnere kræver uddybende forklaring om boykot af Arktisk Råd

Partii Inuit-formand Nikku Olsen, Siumut-formand Aleqa Hammond og Atassut-formand Gerhardt Petersen skal have en uddybende snak om Arktisk Råd. Foto: Leiff Josefsen
Offentliggjort

Formanden for Naalakkersuisut Aleqa Hammonds beslutning om at boykotte Arktisk Råds ministermøde overrasker også koalitionspartnerne fra Atassut og Partii Inuit. De to partier er dog stadig tilbageholdende med at udtale sig om sagen.

Læs: Naalakkersuisut: Derfor boykotter vi ministermødet

Aleqa Hammond fra Siumut skulle deltage på vegne af Naalakkersuisut i Arktisk Råds ministermøde i Kiruna i Nordsverige. Der bliver indgået en aftale om oliespild, der forpligter de arktiske lande til at hjælpe hinanden ved eventuel olieudslip.

Regnede med deltagelse
Beslutningen om at boykotte mødet er truffet pludseligt. Nu kræver Atassut og Partii Inuit uddybende forklaring for Aleqa Hammonds træk.

- Jeg har først lige hørt det. Men jeg kan først udtale mig, når jeg har fået en forklaring om beslutningen om at blive væk fra ministermødet, siger formanden for Atassut, Gerhardt Petersen, til Sermitsiaq.AG.

Læs: Grønland går i krig mod Sveriges formandskab

Partii Inuit havde også forventet, at Aleqa Hammond skulle deltage i ministermødet onsdag.

- Vi blev orienteret om Aleqa Hammonds deltagelse i Arktisk Råds møde under vores møde med Aleqa Hammond i fredags. Vi regner med at få en uddybende forklaring fra Aleqa Hammond, siger formanden for Partii Inuit, Nikku Olsen, til Sermitsiaq.AG.

Aleqa Hammond boykotter ministermødet for at presse Canada, så Grønland og Færøerne igen kan sidde med ved forhandlingsbordet sammen med Danmark, når der er møde i Arktisk Råd.

Canada overtager formandskabet under mødet i Kiruna.

Powered by Labrador CMS