Smidig kvotesystem i støbeskeen

Fiskere og fangere skal i fremtiden sammen med biologer have indflydelse på anbefalinger til kvoter, meddeler Naalakkersuisut

Fiskeriet er afhængig af kvartalskvoter og frysekapacitet. Arkivfoto: Sermitsiaq.AG

Det nuværende kvotesystem på hellefisk får dumpekarakter af Naalakkersuisut. Et nyt kvotesystem skal udarbejdes og gøre fiskeriet mere smidigt.

- Flere parter skal involveres i forbindelse med udarbejdelse af anbefalinger til kvoter. Brugernes viden er ligeså vigtig som biologernes viden. Det skal også sættes i sammenhæng med vores bestræbelser på at finde nye fiskepladser. Vi har brug for al mulig viden, hvis vi skal udvikle fiskeriet, siger formanden for Naalakkersuisut Aleqa Hammond fra Siumut.

Bæredygtighed for mennesker
Udarbejdelsen af et nyt kvotesystem skal være iværksat inden midten af juli.

- Fiskeriet er i dag meget afhængig af, hvor meget man har tilbage af sin kvartalskvote og indhandlingsanlæggets frysekapacitet. Vi må kunne lave et mere smidigt kvotesystem, siger Aleqa Hammond.

Kvoten på hellefisk er på 21.400 tons i 2013, som er spredt i kvartalskvoter for at sprede fiskeriet til hele året. Det forrige Naalakkersuisut og det nuværende Naalakkersuisut lægger stor vægt på bæredygtig udnyttelse, men de har hver deres måde at fortolke bæredygtighed på.

- Bæredygtighed handler også om bæredygtighed for mennesker, siger Aleqa Hammond uden dog at uddybe.

Powered by Labrador CMS