Politisk kommentator: Mærkelig lukkethed

Politisk kommentator Jakob Janussen mindes ikke at have oplevet så stor lukkethed før fra et nyt Naalakkersuisut

Jakob Janussen. Foto: Leiff Josefsen

Mediehuset Sermitsiaq.AG kritiserer det nye Naalakkersuisuts lukkethed, hvor der er tavshed, når der bliver stillet relevante spørgsmål. Kritikken bliver bakket op af politisk kommentator Jakob Janussen, der undrer sig over Aleqa Hammonds fremgangsmåde.

Læs: Sermitsiaq kritiserer radiotavs Aleqa

- Jeg kan ikke huske at have oplevet så stor lukkethed fra et nyt Naalakkersuisut. Sermitsiaqs kritik af Naalakkersuisut i dagens udgave af avisen er derfor helt på sin plads, siger Jakob Janussen, der selv har været topschef i Grønlands Hjemmestyre i mange år, inden han gik på pension.

Naalakkersuisut-formand Aleqa Hammonds besøg på Amalienborg er blot et eksempel, hvor Mediehuset Sermitsiaq.AG forgæves har forsøgt at få en kommentar umiddelbart efter mødet. Det øvrige medlemmer af Naalakkersuisut har heller ikke været særlig aktive i debatten.

Nikku spiller en rolle
Det nye Naalakkersuisut fik en stormfuld start, da partiformanden i koalitionspartneren Partii Inuit Nikku Olsen blev kendt uværdig til at sidde i Inatsisartut.

- Den voldsomme kritik kan være en medårsag til, at det nye Naalakkersuisut er blevet meget forsigtige med at udtale sig til pressen, siger Jakob Janussen.

Den politiske kommentator har også kritiseret koalitionsaftalen for at være for overfladisk uden konkrete forslag til løsninger.

Læs: Kommentar: Aleqas larmende tavshedsmur

- De nye medlemmer af Naalakkersuisut skal nu vænne sig til deres nye position og skal være med til at udforme selve indholdet af de politiske målsætninger. Deres lukkethed er derfor ikke mærkelig på den anden side, siger Jakob Janussen.

Læs lederen ”Åbenhed og gennemsigtighed” i ugens udgave af Sermitsiaq, hvor avisen kritiserer Aleqa Hammond for at være for lukket. Køb avisen her:

Powered by Labrador CMS