IA tæppebomber med royalty-spørgsmål
Hele 16 spørgsmål om royalty har Inuit Ataqatigiits Maliina Abelsen sendt afsted mod Naalakkersuisut
Det er nu for alvor ved at blive hverdag i landets lovgivende forsamling efter jordskredsvalget 12. marts.
Valgets resultat har som bekendt blandt andet medført, at Inuit Ataqatigiits Maliina Abelsen ikke længere er medlem af Naalakkersuisut for finanser. I stedet er hun nu menig medlem af Inatsisartut, hvilket fremgår af hendes hele 16 paragraf 37-spørgsmål om royalty, som Naalakkersuisut nu skal besvare i løbet af 10 arbejdsdage.
Maliina Abelsen har blandt andet stillet følgende spørgsmål:
- Hvornår agter Naalakkersuisut at fremlægge forslag til royalty-beskatning inden for råstofsektoren via eksisterende lovgivning?
- Hvilken eksisterende lovgivning vil man anvende? Hvis det er skattelovgivningen, skal det så forstå således, at der i skatteloven skal beskrives produktionsroyalty for samtlige mineraler i Grønland?
- Anser Naalakkersuisut det som fordelagtigt, at der findes nationale forlig vedrørende beskatning af en evt. råstofindustri? Og anser Naalakkersuisut det som hensigtsmæssigt, at Grønland udviser stabile rammevilkår i en fase, hvor landet endnu ikke er et egentlig mineland?
- Vil Naalakkersuisut inddrage råstoferhvervet i udarbejdelsen af en royalty-model? I så fald hvordan?
Derfor spørgsmålene
Maliina Abelsen forklarer blandt andet følgende om baggrunden for sine spørgsmål:
- Råstofstrategien skal fornyes i 2014, men i 2010/2011 opstod der uenighed om, hvordan vi skal beskatte en mulig råstofindustri.
Denne uenighed har fyldt meget i den almene debat og i valgkampen frem til Inatsisartut-valget den 12. marts. Det har været svært at få klare svar i forhold til, hvad og hvordan man ønsker at ændre beskatningen. Det er blevet nævnt, at det skal være 10 procent af alle mineraler. Det er efterhånden meget forvirrende, hvad koalitionen og Naalakkersuisut egentlig ønsker i forhold til råstofbeskatningen og råstofområdet generelt.
- De fleste har nok den opfattelse, at usikkerhed og mangel på direkte information om, hvad landet vil, er skadelig for investeringsklimaet – uanset hvilket land man befinder sig i. I den for nylig fremlagte koalitionsaftale er det ligeledes svært at blive klog på, hvad koalitionen agter at gøre, fremhæver Maliina Abelsen.
Se alle 16 spørgsmål i filen herunder: