Berygtede netpirater flygter til Grønland

Tidligere er alle Pirate Bays servere blevet flyttet ud af Sverige til USA for at undgå, at de kan beslaglægges af politiet

Pirate Bay går i land i Grønland. Grafik: Pirate Bay
Offentliggjort

Verdens vel nok kendteste piratkopieringssted på nettet, det svenske Pirate Bay, har nu søgt ny havn for at slippe for sine forfølgere og er gået i land i Grønland.

Det skriver Berlingskes Nyhedsbureau, BNB.

Pirate Bay er kendt og berygtet som adgangsvejen til piratkopieret musik, film, spil og software og har derfor gennem mange år været jaget af myndighederne verden over. Nu bliver de så en hovedpine for de danske myndigheder.

Ifølge registreringsoplysningerne hos Tele-Post, som bestyrer det grønlandske .gl-domæne og dermed alle grønlandske internetadresser, blev thepiratebay.gl allerede købt 10. marts 2011, men blev først taget i brug i dag 10. april 2013. Pirate Bay har betalt for retten til navnet frem til 16. marts 2015.

Den grønlandske adresse er købt gennem et tysk selskab, men det er en af medstifterne af The Pirate Bay, svenskeren Fredrik Neij, der står som ejer af det, skriver BNB.

Pirate Bay skiftede først på året adresse fra det hidtidige, internationale .org-domæne til en ren svensk adresse med .se som efternavn for at undgå en aktion fra de amerikanske myndigheder, der bestyrer .org-adresserne.

Katten-efter-musen-leg
Men nu brænder jorden imidlertid under Pirate Bay, som ifølge TorrentFreak forventer, at de svenske myndigheder inden for få dage vil slå til og beslaglægge den svenske netadresse.

For at sikre sig mod at gå i sort er alt derfor nu flyttet til den grønlandske adresse, skriver BNB.

Tidligere er alle Pirate Bays servere blevet flyttet ud af Sverige til USA for at undgå, at de kan beslaglægges af politiet, og nu flytter så også selve netstedet i en katten-efter-musen-leg.

Tele-Post forventer at kunne svare på Sermitsiaq.AG’s spørgsmål i løbet af formiddagen.

Powered by Labrador CMS