Afviser at huse danske bandemedlemmer

Et dansk politisk forslag om at lade bandemedlemmer i Danmark afsone her i Grønland lader ikke til at have opbakning blandt Inatsisartut-politikere

Gerhardt Petersen frygter ikke prishop ved privatisering af Nukissiorfiit. Foto: Franz Petersen
Offentliggjort

Forslaget er uden hold i virkeligheden.

Sådan lyder essensen fra både koalitionspartiet Atassut og oppositionspartiet Demokraterne.

Sermitsiaq.AG har hørt de to partiers formænd om, hvad de siger til, at det nye danske parti Demokraterne - ej at forveksle med det grønlandske parti med samme navn - i mandagens udgave af Morgenavisen Jyllands-Posten foreslår, at bandemedlemmer i Danmark, der dømmes for grov kriminalitet, skal afsone deres straf i Grønland.

- Uden at vi har diskuteret forslaget i partiet, så lyder det godt nok underligt. Grønland skal altså ikke bruges til den slags, siger Gerhardt Petersen, formand for Atassut, med henvisning til Grønland som afsoningssted for hårdkogte kriminelle.

Læs "Nyt dansk parti vil sende bandemedlemmer til Grønland"

Intet at snakke om
Han bakkes op af Jens B. Frederiksen, formand for Demokraterne, som ’fuldstændigt’ afviser det danske forslag:

- Forslaget er i strid med alt, hvad vi både fra grønlandsk og dansk side arbejder for – nemlig et lukket fængsel her i landet, så dømte kan afsone i deres hjemland, så vi ikke kommer på kant med menneskerettigheder. Derfor giver det ingen mening, hvis dømte bandemedlemmer eller andre hårdkogte typer i Danmark skal afsone her i Grønland, siger Jens B. Frederiksen.

De danske Demokraternes rets- og integrationsordfører, Mohammed Rafiq, har sagt, at ’det er klart, at vi skal have en dialog med grønlænderne om, hvordan vi tilrettelægger dette. Vi skal se på, hvordan det praktisk kan lade sig gøre’.

Men heller ikke den melding giver mening ifølge Jens B. Frederiksen:

- Der er ikke så meget at snakke om. Forslaget er som forklaret langt ude.

Sermitsiaq.AG har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Siumut og Partii Inuit.

Powered by Labrador CMS