Binzer dropper Tele-Post

Erhvervslederen fortrød i sidste øjeblik

Air Greenlands administrerende direktør, Michael Binzer, har valgt ikke at gå til tele.gl, han kan ikke lide at tale i telefon, lyder begrundelsen. Foto: Leiff Josefsen
Offentliggjort

Grønlands mest kendte erhvervsleder, Michael Binzer, skulle i dag, 1. april, være tiltrådt som koncernchef for Tele-Post. Men han fortrød umiddelbart før første arbejdsdag.

– Jo mere, jeg tænkte over det, jo mere forkert føltes det at skulle forlade Air Greenland. Desuden bryder jeg mig slet ikke om at tale i telefon. Og hvordan skal man kunne sælge noget til andre, man ikke selv kan lide, spørger Michael Binzer, der slår hele forløbet hen som en spøg og fortsætter i sit nuværende job som koncernchef i luftfartsselskabet.

Dermed står teleselskabet for anden gang i den situation, at den tomme direktørstol alligevel ikke bliver besat.

Den 1. juli sidste år skulle DSB’s forhenværende administrerende direktør, Søren Eriksen, være tiltrådt som topchef i Tele-Post. Men han sprang fra af personlige årsager.

Det selvstyreejede selskabs bestyrelsesformand, Agner Mark, tager dog situationen med ophøjet ro.

– Vi kom ud af 2012 med et rekordstort overskud, selv om vi ikke havde nogen direktør. Og jo længere tid, der går, jo mere overbevist er jeg om, at vi faktisk er bedre stillet uden nogen topchef. Kunderne ringer jo alligevel og går på nettet hver dag. Og pengene triller derfor ind på kontoen, uanset om vi har en direktør eller ej, siger Agner Mark.

Powered by Labrador CMS