Partii Inuit er stadig inde i varmen
Forhandlingerne om at danne en ny koalition fortsætter tirsdag formiddag - først gælder det Inuit Ataqatigiit og derefter Partii Inuit
Partii Inuit, der fik to mandater ved valget, er tilfreds med samtalerne med Siumut.
De to partier er enige på flere punkter, siger formand Nikku Olsen fra Partii Inuit.
Men nultolerancen over for uran bliver et springende punkt i forhandlingerne.
Siumut og Inuit Ataqatigiit indleder tirsdagens forhandlinger klokken 10.00, mens Partii Inuit skal til møde klokken 14.00.
Det nye parti er indtil videre tilfreds med forhandlingerne.
- Vi havde en god samtale med Siumut, og der er god forståelse mellem os og Siumut, siger Nikku Olsen til Sermitsiaq.AG.
- Vi er meget enige om den økonomiske politik, og vi er også principielt enige om at styrke de enkelte borgeres mulighed for at forsørge sig selv, siger Nikku Olsen.
Læs "Siumut stadig i dialog med flere partier"
Nultolerance skiller
Partii Inuit og Siumut er enige om at indføre royalties på råstoffer, der bliver ført ud af Grønland. Men Partii Inuit har siden stiftelsen af partiet været imod uran, mens Siumut er gået til valg på ophævelse af nultolerancen over for uran.
- Vi har snakket om nultolerancen, men jeg kan ikke gå i detaljer med samtalerne på nuværende tidspunkt, siger Nikku Olsen.