Fagforening ønsker arbejderboliger - der er til at betale
Der er stor boligmangel i Nuuk. NSIP, der er Nuuks lokalforening under SIK, inviterer aktører og interessenter til en endagskonference for at finde på fælles løsninger.
Borgere i Nuuk kan vente op til 15 år på en lejebolig i det offentlige. NSIP, som er SIK’s lokalafdeling i Nuuk mener, at det ikke er et gode nok vilkår for deres medlemmer. Derfor tager NSIP initiativ til en konference om emnet og løsningmulighederne.
- Konferencen vil lægge op til resultater, hvor ventetiden sænkes betydeligt. Vi vil gerne skabe gode, sunde boliger, hvor lejen er tilrettet lønnen. Så vil vi også på den måde være med til at skabe arbejdspladser og praktiksteder under byggerierne, siger formand for NSIP, Josef Therkildsen i en pressemeddelelse.
Konferencen er planlagt til lørdag den 24. september klokken 9.00-17.00 i Hotel Han Egede, hvor der vil være oplæg fra byggefaget, banker og finanssektoren samt fagfolk der har erfaringer med arbejderboliger i Island og Danmark.
Håb om konkrete initiativer
Formanden for NSIP oplyser, at lokalforeningen håber, at der tages konkrete initiativer på området, så der kan skabes flere arbejderboliger.
Medlemmer i Nuuk og erhvervsdrivende bydes også velkommen til at deltage i konferencen.
Med til konferencen skal NSIP, Grønlands Erhvervs lokalafdeling i Nuuk, en juridisk konsulent, kommunalbestyrelsen, Grønlandsbanken, BankNordik og boligselskabet Iserit deltage.