D: Nul samarbejde med Siumut og Partii Inuit
Formand for Demokraterne, Jens B. Frederiksen, fastslår her få dage før valget, at hans parti ikke ønsker at indgå i en regeringskoalition med Siumut og Partii Inuit
Demokraterne vil under ingen omstændigheder indgå i en regeringskoalition med Siumut og Partii Inuit, når valget til Inatsisartut er afgjort tirsdag i næste uge.
Sådan lyder den opsigtsvækkende melding nu fra Demokraternes formand, Jens B. Frederiksen.
- Demokraterne gik ind i denne valgkamp med åbent sind og et reelt ønske om at være i stand til at indgå i en bred regeringskoalition efter valget. Vi må erkende, at valgkampen - og de udmeldinger, der er kommet i denne - har gjort os klogere. Vi kan derfor allerede nu helt klart sige, at det er fuldstændig udelukket, at vi indgår i en koalition med deltagelse af Siumut og eller Partii Inuit. Disse partier er ganske enkelt for politisk umodne til at kunne indgå i en seriøs koalition med fokus på fremtidens udfordringer, siger Jens B. Frederiksen.
D: Nu stopper festen
- Det har faktisk været befriende at opleve, hvordan alle partier i valgkampens start har været åbne over for et bredt samarbejde. Det har vi også selv været. Men nu stopper festen. De udmeldinger og såkaldte visioner, vi har hørt fra Siumut, har været så luftige, virkelighedsfornægtende og visionsløse, at vi nu er kommet til et punkt, hvor det er blevet nødvendigt helt ærligt at sige, at dem hverken kan eller vil vi indgå i en koalition med, forklarer Demokraternes formand.
Jens B. Frederiksens udmelding sker på grund af partiernes forskellige synspunkter på royalties, økonomi, byggeri og sprog, forklarer han.
- For en god ordens skyld vil jeg fastslå, at vi - så vidt det er muligt - naturligvis vil samarbejde med Siumut og Partii Inuit i det kommende politiske arbejde i Inatsisartut, men Demokraterne kommer under ingen omstændigheder til at indgå i et koalitionssamarbejde med nogle af disse partier, siger Jens B. Frederiksen.
Læs mere i ”D: Derfor udelukker vi Siumut og Partii Inuit”