Siumut angriber Demokraterne
Det er Demokraternes skyld, at der ikke er noget tilskud til partierne til kommunalvalget, lyder anklagen fra Siumut
Demokraterne er ligeglade med, om der kommer valgkandidater til bygderne for at holde valgdebat.
Sådan lyder det fra Siumut, efter partiernes tilskud til kommunalvalgkampen er forsvundet.
Demokraterne havde ikke søgt om tilskud til kommunalvalgkampen, og da partiet ikke gik ind for at bevare det daværende tilskud, blev tilskuddet skåret helt væk, da alle partier skal være enige om beslutningen.
Ifølge Siumut vil der dermed ikke blive mange rejser mellem byer og bygder i forbindelse med vagdebatter, og det ærgrer Jens Emmanuelsen, der stiller op til kommunalvalget for Siumut i Qaasuitsup Kommunia.
En demokratisk ret
- Jeg mener, at alle borgere skal have en mulighed for at se deres politikere i øjne. Det bør være en demokratisk ret. Politikerne skal have mulighed for at se tingenes tilstand rundt omkring med egne øjne, så de har bedre mulighed for at føre politik, siger Jens Emmanuelsen.
Også i Qaanaaq oplever Siumut-kandidat Mads-Ole Kristiansen, at politikere er sjældne gæster.
- Vi er ikke længere garanteret, at der bliver valgt kandidater fra de gamle kommuner. Derfor er der et ekstra stort behov for, at kandidaterne til kommunalvalget har mulighed for at komme hele vejen rundt. Men det kan Demokraterne vel være ligeglade med. Heroppe får partiet alligevel ingen valgt ind, siger Mads-Ole Kristiansen.