IA og Siumut står langt fra hinanden

Inuit Ataqatigiit og Siumut har allerede konkrete betingelser til en eventuel dannelse af koalition efter valget. De to ligger stadig langt fra hinanden i nøglespørgsmål

Både Siumut-formand Aleqa Hammond og IA-formand Kuupik Kleist afviser ikke samarbejde, men deres krav ligger milevidt fra hinanden. Foto: Leiff Josefsen

Inuit Ataqatigiit er nu træt af Siumuts klagesang om, at det hele er Naalakkersuisuts skyld. Spørgsmålet er om de to venstrefløjspartier kan nå at rense luften efter valget og danne en koalition. Begge partiledere går efter magten.

Fungerende formand for Naalakkersuisut Kuupik Kleist, Inuit Ataqatigiit, tager standartsvaret frem, når der bliver spurgt om et eventuelt samarbejde med Siumut efter valget.

- Det kommer meget an på, om der er reel vilje til at indgå et samarbejde, og om der er et samarbejdsgrundlag, siger Kuupik Kleist til Sermitsiaq.AG.

Tonen har været hård, og koalitionen er blevet beskyldt for at være ansvarlig for den økonomiske afmatning. Det er beskyldninger, som ikke bliver glemt foreløbig.

- Der har ikke været større spektakel omkring større sager i Inatsisartut, som nu bliver kritiseret i valgkampen, og der bliver sat spørgsmålstegn ved de beslutninger, der er truffet. Vi bliver nødt til at nå til enighed på en række vigtige punkter, før en eventuel koalitionsaftale kan bliver underskrevet, siger Kuupik Kleist.

Afskaf gebyr til fiskere
Siumut har også helt klare krav til et eventuelt samarbejde. Men partiet mener ikke, at den hårde tone skal forstås som uvilje til samarbejde.

- Der kan være hård tone i valgkampen, men det er ikke uvilje til at samarbejde. Vi hæver tonen for at komme igennem med vores argumenter, siger Siumuts formand, Aleqa Hammond, til Sermitsiaq.AG.

Og spørgsmålet om royalties spiller en central rolle, hvis Siumut skal indgå samarbejde med Inuit Ataqatigiit.

- Der skal være konkrete planer for bekæmpelse af arbejdsløshed, og der skal være krav om royalties for de mineraler, der bliver taget ud af Grønland, lyder kravet fra Aleqa Hammond.

Siumut har også kritiseret den fiskeripolitik, som Naalakkersuisut praktiserer.

- Gebyr for fiskelicenser skal afskaffes, og råvarerne skal videst muligst blive bearbejdet i landet, siger Aleqa Hammond.

Det har hidtil været en uskrevet regel, at det største parti i en koalition får posten som formand for Naalakkersuisut.

- Det bliver op til befolkningen at pege på, hvem der skal lede landet, siger Aleqa Hammond.

Samme melding kommer fra Kuupik Kleist.

- Det er ikke en lov, at det største parti i en koalition får posten som formand for Naalakkersuisut, men vi vil følge den skik. Men det er først og fremmest de politiske mål, der er afgørende og ikke personer, siger Kuupik Kleist.

Fakta:

Kuupik Kleists nøglekrav:
Fortsat omstrukturering af fiskeri
Storskala fortsætter i samme spor
Spørgsmål om royalty
Arbejdet med skatte- og velfærdskommissionens anbefalinger fortsætter

Aleqa Hammonds nøglekrav:
Royalty for at tage mineraler ud af Grønland
Konkrete planer for bekæmpelse af arbejdsløshed
Afskaffelse af gebyr for fiskelicenser
Større bearbejdning af fisk i Grønland

Powered by Labrador CMS