Mere og mere is ved Antarktis

Trods den globale opvarmning vokser havisen omkring Antarktis år for år. Sidste år havde forskere aldrig set så meget is

Trods den globale opvarmning vokser havisen omkring Antarktis år for år. Foto: RAL

Mens medier verden over de seneste år har haft fokus på mindre is i og omkring Arktis som følge af den globale opvarmning, går udviklingen den modsatte vej på den anden side af Jorden.

I stedet for at skrumpe vokser havisen ved Antarktis næsten konstant, og isen bliver i gennemsnit 3,7 procent større for hvert årti, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Sommerisen ved Antarktis er i år tæt på den største udbredelse, man nogensinde har målt, siden præcise målinger med satellit blev indledt i 1979.

Endnu mere markant var vinterisen sidste år: Mens alle forskere i september 2012 talte om en sensationel og rekordstor afsmeltning af havisen i Arktis, nåede isen ved Antarktis på præcis samme tid under den antarktiske vinter den største udbredelse, man nogensinde har registreret. Stort set uden at få en eneste klimaekspert til at hæve stemmen.

Vinterhavisen ved Antarktis dækkede sidste år 19,4 millioner kvadratkilometer, hvilket betyder, at vinterhavisen nu er cirka 25 procent større end vinterhavisen omkring Nordpolen, skriver Jyllands-Posten.

Powered by Labrador CMS