Valgdebat på Ilimmarfik uden valgløfter

Torsdagens valgmøde på Ilimmarfik i Nuuk blev styret strengt af de studerende. Det førte til, at ingen af kandidaterne turde at komme med valgløfter

Fra venstre ses Nikku Olsen og Markus E. Olsen, Partii Inuit, enkeltkandidat Max Madsen, Aleqa Hammond og Jens-Erik Kierkegaard, Siumut, Aksel Cortzen-Blytmann og Steen Lynge, Atassut, Michael Rosing og Anda Uldum, Demokraterne, Maliina Abelsen og Kuupik Kleist, IA. Kattusseqatigiit Partiiat deltog ikke. Foto: Leiff Josefsen
Offentliggjort

Det blev en succes ifølge flere fremmødte, da studerende på Ilisimatusarfik torsdag eftermiddag havde inviteret til valgmøde forud for Inatsisartut-valget 12. marts.

Kravet fra arrangørerne var, at kandidaterne skulle svare kort og præcist på spørgsmålene. Således havde kandidaterne kun et minut til at svare på hvert spørgsmål. Og hvis de kom med valgløfter, skulle de forklare, hvordan de skulle finansieres. Det betød, at ingen af kandidaterne turde at komme med valgløfter.

Fem partier og enkeltkandidat Max Madsen var med i panelet foran cirka 150 studerende, medarbejdere og udefrakommende.

Der var en 20 minutters livlig krydsild mellem partierne og derefter en timers debat, hvor publikum stillede spørgsmål. Der var ingen oversættelse. Alle talte på de sprog, de foretrak.

Alsidig spørgsmål
Publikum ville blandt andet vide, hvordan partierne er forskellige, hvad kandidaterne vil gøre for at bekæmpe det store frafald blandt studerende på Ilisimatusarfik, og hvordan partierne vil nedsætte mængden af tilkaldt arbejdskraft.

Derudover ønskede folk svar på, hvad partierne vil gøre i forbindelse med konkursramte Arctic Green Food. Fungerende formand for Naalakkersuisut Kuupik Kleist, IA, inviterede alle partier til et møde lige op til valget, så de kan diskutere, hvad der skal gøres ved virksomheden. Invitationen blev modtaget af alle.

14-årige Katrine Strøm, der er elev på Nuuk International Friskole, ville vide, hvad kandidaterne vil gøre for at forbedre vilkårene i skolen, hvis de bliver valgt. Hun ønskede også at vide, hvordan kandidaterne vil styrke folkeskolen. Hendes spørgsmål blev modtaget med klapsalver af tilskuerne. Og alle partier svarede livligt på hendes spørgsmål.

Se billeder her

Powered by Labrador CMS