Første tvekamp blev en tæt duel
Tirsdagens direkte battle mellem fungerende formand for Naalakkersuisut Kuupik Kleist, IA, og oppositionsleder Aleqa Hammond, Siumut, blev uden en klar vinder
Hverken den siddende formand for Naalakkersuisut Kuupik Kleist, Inuit Ataqatigiit, eller førsteudfordrer og Siumut-formand Aleqa Hammond kunne kalde sig en klar vinder efter den første tvekamp tirsdag aften på Ilimmarfik i Nuuk.
Allerede en halv time inden duellen, som blev sendt på KNR TV og i radioen, startede, var næsten alle stole fyldt op i universitetets kantine.
Imod sædvanen var der ingen politiske flag og råben, og der var musestille det meste af tiden. Men vælgerne fulgte ikke helt reglerne, da der til tider var klappen efter svar fra de to kandidater, især klappede Siumut-støttere.
Se stort billedgalleri fra duellen her
Vi skal tjene flere penge på fisk
KNR’s vært journalist Stina Skifte stillede spørgsmål om erhverslivet, fiskeri, udvinding af råstoffer, og om hvordan Kuupik Kleist og Aleqa Hammond forestiller sig Grønlands fremtid.
- Rejekvoten er blevet mindre de sidste år, og det er svært at forestille sig, at eksporten af fisk kan stige i de kommende år. Makreller og sild kan ikke erstatte rejesalget. Så vi bliver nødt til at finde på andre måder at tjene penge på, sagde Kuupik Kleist.
Aleqa Hammond havde en anden tilgang til emnet:
- Der er ingen ny tankegang i fiskeriet. Der er for få biologer på Naturinstituttet, som kan rådgive selvstyret. For få fiskekvoter bliver uddelt rundt på kysten. Det er på tide, at fiskerne bliver hørt, så landet kan tjene mere penge på fisk.
Kuupik Kleist svarede altid på spørgsmålene med rolig stemme. Aleqa Hammonds retorik var mere neddæmpet end normalt.
Råstoffer
KNR-vært: Hvordan kan vort land sikre, at vi tjener på vore råstoffer?
Kuupik Kleist var på banen med et svar:
- Først og fremmest behøver vi en investering udefra, da vi ikke selv kan gøre det. Jeg tror helt sikkert på, at selskaberne vil have, at vort land tjener penge på vores råstoffer gennem selskabsskatten.
- Vore råstoffer skal ikke udvindes gratis. Derfor skal vi kræve royalties ud over selskabsskatten, forklarede fungerende Naalakkersuisut-formand.
Aleqa Hammond: Jeg tror ikke på, at selskaberne vil flygte, hvis vi kræver royalties.
KNR-vært: Skal vi bare acceptere en mulig kommende forurening ved Nuuk?
- Der skal foretages en undersøgelse, før London Mining begynder at udvinde jern ved Isukasia. Vi vil ikke acceptere forurening, lød det fra Kuupik Kleist.
Aleqa Hammond: Vi skal ikke ofre miljøet. Først når det er sikkert, at der ikke kommer forurening, kan London Mining begynde at udvinde jern. Filtrerne er ikke så gode, som selskabet siger. Der vil komme forurening ved Nuuk.
KNR-vært: Hvem skal I samarbejde med efter valget?
- Vi er åbne over for alle. Vælgerne bestemmer, hvem der bliver det største parti. Dernæst kan man danne en koalition, påpegede Kuupik Kleist, hvor efter Aleqa Hammond kom med sit svar:
- Jeg er ligeglad med, at IA har ændret mening, så partiet nu er åben over for alle partier. Siumut har altid været åbne over for alle. IA og Siumut er enige om mange ting, og Siumut vælger selv, hvem vi vil samarbejde med efter valget, hvis vi bliver det største parti.
Spørgsmål fra Facebook
En vælger spurgte Aleqa Hammond, om Grønland skal være et selvstændigt land efter valget.
- Vi skal arbejde hen imod selvstændighed. Jeg vil gerne opleve i min levetid, at Grønland bliver til en stat. Det er ikke planen, at valget skal bruges til at diskutere, hvornår vi skal have selvstændighed.
Kuupik Kleist: Vi kræver ikke selvstændighed nu. Vælgerne skal selv bestemme hvornår, men vi skal arbejde hen imod økonomisk uafhængighed først, sagde Kuupik Kleist.
En anden vælger spurgte, hvornår grønlandske råvarer bliver billigere.
- Vi skal hjemtage levnedsmiddelloven, så vi selv kan fastsætte priserne på vores råvarer, og finde ud af hvordan vi kan eksportere vores råvarer, fortalte Siumut-formanden.
Kuupik Kleist: Jeg tror ikke på, at råvarerne bliver billigere, hvis vi hjemtager levnedsmiddelloven.
Det sidste minut
Formand for Naalakkersuisut Kuupik Kleist og førsteudfordrer Aleqa Hammond fik det sidste minut af tvekampen til at sige, hvad de havde lyst til.
47-årige Aleqa Hammond lagde ud med blandt andet at sige:
- Jeg voksede op med en mor, der havde få midler. Hun var hårdt arbejdende, så jeg kender til lønmodtagernes vilkår.
Kuupik Kleist: Jeg vil ikke snakke om mig selv. Det har jeg gjort de sidste fire år. Og det er på den baggrund, at jeg vil bedømmes på af vælgerne.
Se stort billedgalleri fra duellen her