DF: Ligeså snart de bliver rige skrider de
Dansk Folkepartis grønlandsordfører, Søren Espersen, udtrykker bekymring efter meldinger om grønlandsk selvstændighed
Så snart Grønland bliver et rigt land, vil grønlænderne ud af rigsfællesskabet.
Sådan var reaktionen fra Dansk Folkeparti i folketingssalen under torsdagens debat om Grønlands økonomi.
- Nu er der ingen i kongeriget, som taler så hjertevarmt om rigsfællesskabet som Flemming Møller-Mortensen, som skåltaler om, hvor vidunderligt det her samarbejde er, og hvor glade vi alle sammen er for at bevare det, indledte Søren Espersen sit spørgsmål til Socialdemokraternes grønlandsordfører, Flemming Møller-Mortensen, der stod på Folketingets talerstol.
- Synes ordføreren så slet ikke, det er spor mærkeligt, at den ene part (Siumut, red.) i det her stærkt berømmede rigsfællesskab er et meget stort parti, som snart muligvis bliver regeringsparti, siger, at lige så snart de bliver rige, skrider de. Det lyder da ikke som et særligt godt ægteskab. Synes ordføreren det? spurgte Søren Espersen.
DR negligerede tidsperspektivet
Den fremtrædende politiker fra Dansk Folkeparti havde tidligere under debatten henvist til DR’s TV Avisens tophistorie i onsdags, hvor Siumut-formand Aleqa Hammond kom med for danskerne ny partipolitisk målsætning om et selvstændigt Grønland - ude i fremtiden, hvilket netop det med tidsperspektivet blev negligeret i DR's indslag.
- I forbindelse med hvad hr Søren Espersen giver udtryk for hvad angår Siumut-lederens udmelding, må jeg blot sige, at Siumut ikke er det eneste parti i Grønland, som i meget, meget lang tid har givet udtryk for, at man på sigt ønsker selvstændighed, svarede Socialdemokraternes Flemming Møller-Mortensen.
Læs "Aleqa vil ud af rigsfællesskabet"
DF: Regeringen har et forklaringsproblem
Formand for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl, mener, at regeringen har et forklaringsproblem over for danske skatteydere.
- Min pointe er sådan set bare, at når vi beder danske skatteydere om at medvirke til at skaffe mellem tre en halv og fire en halv milliarder kroner hvert år til at understøtte det grønlandske samfund, så gør vi det, fordi vi har et rigsfællesskab, og vi vil gerne vise, at vi inden for rigsfællesskabet understøtter hinanden, sagde Kristian Thulesen Dahl.
- Hvis man fra grønlandsk side siger, at målet slet ikke er rigsfællesskabet, men målet er at komme ud af rigsfællesskabet, så er det sværere at forklare danske skatteydere, at de skal hive tre en halv til fire en milliarder kroner op af lommen hvert år og spare på andre områder i Danmark for at understøtte det grønlandske samfund, pointerede Dansk Folkeparti-formanden.