Tvist om hemmelig råstofaftale fortsætter

- Enten ved IA’s Sara Olsvig noget, vi andre ikke ved. Eller også udtaler hun sig om noget, hun ikke ved noget om, siger Siumut-formand Aleqa Hammond

Aleqa Hammond, formand for Siumut. Foto: Leiff Josefsen

- Kender Sara Olsvig den hemmelige aftale om råstoffer?

Sådan spørger Siumut-formand Aleqa Hammond, efter Inuit Ataqatigiits folketingsmedlem har kritiseret Aleqa Hammond for at sige, at ’der er stærke kræfter i Danmark, der prøver at rulle Selvstyreloven tilbage til gamle dage, hvor Fællesrådet for Mineralske Råstoffer i Grønland bestemte over vores råstoffer’.

- Under alle omstændigheder kan Sara Olsvig åbenbart ikke forstå, hvad det er vi i Siumut har sagt om den nye tolkning om råderetten over Grønlands råstoffer, der er ved at trænge igennem i Danmark – båret af stærke kræfter i oppositionen. I den sag er det ikke længere blot et spørgsmål om at støtte regeringens holdning til selvstyret, som alle ved, Siumut gør, siger Aleqa Hammond, som forklarer, at nu handler det om principperne i Selvstyreloven kontra en dansk tolkning af begrebet ’strategiske råstoffer’ og ’rigsfællesskabskompetence’.

Læs "Siumut: Hemmelig råstofaftale skal frem"

Læs "Sara: En stærk misfortolkning, Aleqa"

I samrådet i Folketingets udenrigsudvalg den 7. februar oplyste udenrigsminister Villy Søvndal, SF, at Udenrigsministeriet sammen med formand for Naalakkersuisut Kuupik Kleist, Inuit Ataqatigiit, var blevet enige om en aftale, der regulerer ansvaret på råstofområdet.

Ministeren oplyste endvidere i skriftlige svar til Doris Jakobsen, folketingsmedlem for Siumut, at Danmark forbeholder sig ret til alene at definere ethvert råstof som strategisk hen over hovedet på Grønland.

- Hvis vi i Grønland er uenige med Danmarks holdning, så vil Danmark ikke anerkende tvistløsningsordningen, som ellers er skrevet ind i Selvstyreloven, fremhæver Aleqa Hammond.

Læs "Aleqa kræver klarhed over råstofaftale"

Læs "Søvndal: Har Grønland ret til at sælge råstoffer?"

Udenrigsministeriet under Venstres-pres?
- Tilsammen lyder det, som om at Udenrigsministeriet er ved at bøje sig for Venstres pres. Hvis Naalakkersuisut har accepteret den tolkning – hvilket Sara Olsvigs indlæg tyder på – giver det potentielt Danmark en fuld rådighed over vores råstoffer igen, og det gælder ikke kun hvem, vi handler med.

- Det gælder den fulde ret til at bestemme, om råstofferne overhovedet må hentes op, og hvem der må eje dem fra dag ét, påpeger Siumut-formanden, som spørger, hvordan Sara Olsvig skråsikkert kan fastslå, at der ikke er problemer med den aftale, formanden for Naalakkersuisut 'åbenbart har forhandlet på plads'.

- Enten ved Sara Olsvig noget, vi andre ikke ved. Eller også udtaler hun sig om noget, hun ikke ved noget om, lyder det fra Aleqa Hammond.

Hun efterlyser også svar fra Kuupik Kleist på, om han er enig med Udenrigsministeriet i, at Danmark kan sætte tvistbestemmelsen ud af kraft.

Nyt brænde på bålet i sidste uge
De nye politiske uklarheder og gnidninger mellem Grønland og Danmark i forbindelse med forvaltningen af grønlandske råstoffer startede i sidste uge, da DR’s TV Avisen kunne fortælle, at udenrigsminister Villy Søvndal over for Folketingets grønlandsudvalg har stillet spørgsmålstegn ved, om Grønland har ret til på egen hånd at sælge råstoffer til udlandet.

Først efter valget til Inatsisartut skal den kommende aftale mellem Grønland og Danmark om udenrigs- og sikkerhedspolitiske aspekter i forbindelse med råstofaktiviteter forhandles færdig.

Powered by Labrador CMS