Slankemidlet Wegovy bruges sjældent i Grønland

Brugen af det dyre og meget omdiskuterede slankemiddel Wegovy er meget restriktiv og bruges kun ved ekstrem fedme og alvorlig sygdom.

Vi har i Grønland valgt en meget restriktiv linje for brugen af slankemidlet Wegovy, siger cheflægen ved Steno Diabetes Center i Grønland Michael Lynge Pedersen.

Mange mennesker drømmer om at tabe sig. Dagligt bombarderes vi i TV og på sociale medier af billeder med smukke, unge og slanke mennesker i reklamerne. Og ligeledes bombarderes vi med slanketips og gode råd, fordi videnskaben er enig om, at overvægt er usundt.

Så mange mennesker drømmer om en pille, der med et snuptag kan tage overvægten – uden den helt store omlægning af vaner.

Det skriver avisen Sermitsiaq.

Sådan et vidundermiddel findes ikke – og dog. I det seneste år har det meget omtalte middel mod fedme Wegovy især på de sociale medier været omtalt som et kvik-fix, der kan løse udfordringen.

- Så enkelt er det bare ikke, fortæller cheflæge på Steno Diabetes Center Grønland i Nuuk, Michael Lynge Pedersen.

Skal tages med omtanke

- Medicin skal tages med omtanke, og hvis man virkelig har brug for det. Og det har man ikke altså ikke, hvis man blot er lidt overvægtig og ønsker at se lidt anderledes ud.

- Vi har i Grønland valgt en meget restriktiv linje for udskrivningen af Wegovy. Vi udskriver det kun ved ekstrem overvægt, et BMI på over 40 og kun ved fedmerelaterede sygdomme. Desuden har vi besluttet, at det kun er lægerne her på Steno-centret, der kan udskrive Wegovy – og kun efter grundige undersøgelser og samtaler med patienten. Man kan altså ikke få ordineret medicinen blot ved at bede om det på doktor.gl.

Læs mere i avisen Sermitsiaq, som du kan få adgang til her:

Powered by Labrador CMS