Det største slankeprojekt i Grønland

Et smil og god helbred skaber den bedste arbejdsmiljø. Det mener medinitiativtager til et storslået slankeprojekt i Aasiaat

- Det kan være svært at finde motivationen alene. Derfor er vi rigtig glade for, at projektet er blevet godt modtaget, siger Dorannguaq E. Nielsen, der er overassistent i Qaasuitsup Kommunia i Aasiaat.

Der er intet bedre end et arbejdsplads, hvor man glæder sig til at møde op om morgenen og møde morgenglade, smilende og sunde kolleger. Man føler sig godt tilpas og yder en bedre indsats. Men hvis disse kriterier ikke er til stede på arbejdspladsen, så må man bare skabe dem selv.

Det mener Dorannguaq E. Nielsen, der er overassistent i Qaasuitsup Kommunia i Aasiaat.

Hun er medinitiativtager til et stort slankeprojekt, som 17 forskellige arbejdspladser og over 100 mennesker nu deltager i. Det er derfor det største slankeprojekt i Grønland.

Projektet starter med skridttællerkonkurrence i hele februar, og interessen for deltagelse er så stor, at sundhedsvæsenet i Aasiaat støtterprojektet med skridttællere til hver enkelt deltager. Efterfølgende vil kyndige medarbejdere undersøge, hvem der har tabt sig mest og forbedret kolesteroltal og sukkertal. Desuden beregnes BMI (Body Mass Index). Dem, der har tabt sig mest og er mest sunde, vinder den indledende konkurrence og den fornemme pris, der er sundhed, glæde og bedre arbejdsmiljø.

Simpel slankekur
Hele idéen startede med, at Dorannguaq E. Nielsen i december ville i gang med en simpel slankekur sammen med to af sine kolleger i Qaasuitsup Kommunia i Aasiaat. De planlagde at gå lange ture med skridttællere. Men motivationen fejlede, og de fik derfor idéen om at kontakte alle arbejdspladser i Aasiaat, så man sammen kunne konkurrere om at blive de mest sunde medarbejdere og dermed førstepladsen i konkurrencen om den mest sunde arbejdsplads.

Det viste sig at være en god idé.

- En simpel slankekur kan gøre store forskelle. Vi vil opnå, at folk finder glæde ved at gå på arbejde. Det kan lyde som en konkurrence. Men i bund og grund handler det om, at vi kan lave et godt og solidt samarbejde og en følelse af fælleskab på vores respektive arbejdspladser, siger hun.

Hun siger, at ansatte i Pilersuisoq i Aasiaat har taget godt imod det gode initiativ, hvilket allerede har skabt et livligt og oplevelsesrigt arbejdsmiljø.

Vedvarende projekt
Selvom de første konkurrencer ikke er afsluttet, har initiativgruppen allerede besluttet, at projektet skal fortsætte så længe, der er interesse for det.

Der er dog endnu ikke lagt program for marts, men deltagerne kan se frem til at brænde en del kalorier af i april, hvor der vil blive stafetløb på byens gader og stier. Der bliver også plads til dem, der er lidt tungere i benene.

- Det handler nemlig ikke om hurtighed, men derimod om samarbejde, siger Dorannguaq E. Nielsen.

Foråret bliver skudt i gang i maj, hvor der også vil være et arrangement, samtidig med at 'Gør Maj Sund' kører på landsplan.

Powered by Labrador CMS