Meteorregn kvæster omkring 400 personer i Rusland

En meteorregn over Uralbjergene fik ruder til at sprænge og kvæstede mange mennesker natten til fredag - Se Youtube-video

På Youtube, russiske internetmedier og andre hjemmesider er der fredag morgen blevet lagt flere billeder ud med 'spor' efter faldende objekter på himlen, blandt andet taget i nærheden af Jekatarinborg, som ligger 200 kilometer fra Tjeljabinsk. Foto: Youtube

En meteorregn over Ural-regionen i Rusland natten til fredag har kvæstet over 400 personer og skabt stor panik, voldsomme rystelser, smadrede vinduer og strømafbrydelser.

Meteoren sendte en regn af sten ned over Rusland og skabte en trykbølge, og det var den, som blandt andet fik ruder i vinduer til at sprænge i tusind stykker.

Meteoren kunne ses på himlen flere hundrede kilometer væk med en hale tyk, hvid røg efter sig.

- Klokken 09.20 lokal tid blev et objekt observeret over Tjeljabinsk. Det fløj med høj fart og trak et 'spor' efter sig. Indenfor to minutter lød der to brag, fortæller Yuri Burenko, der er regional embedsmand, i en erklæring.

Fragmenter fra meteorregnen nåede jorden og ramte ned i befolkede områder i regionen. Der er i de fleste af de kvæstedes tilfælde tale om mindre skader i form af rifter og blå mærker, som folk pådrog sig, da de blev ramt af flyvende vinduesglas.

Der rapporteres også om en hel del materielle skader flere steder i regionen - blandt andet gik telefonnetværket fuldstændig ned i en periode.

Flere skoler og børnehaver i Tjeljabinsk er også blevet midlertidigt lukket efter hændelser på grund af smadrede ruder og andre materielle skader.

Tv-optagelser viser, hvordan et kraftigt lysglimt lyste op på himlen, hvilket fik flere indbyggere til at stimle sammen i diverse bygninger for at komme i sikkerhed.

Vidner fortæller, hvordan de hørte høje eksplosioner, og om hvordan voldsom panik hurtigt bredte sig i befolkningen. Det bekræfter myndighederne.

Temperaturen i området har i den sidste tid været nede på minus 18 grader, så det er afgørende for befolkningen at få sat nye vinduer i deres huse hurtigst muligt.

Videoer på nettet
På Youtube, russiske internetmedier og andre hjemmesider er der fredag morgen blevet lagt flere billeder ud med 'spor' efter faldende objekter på himlen, blandt andet taget i nærheden af Jekatarinborg, som ligger 200 kilometer fra Tjeljabinsk.

Ural-regionen er kendt for mange industrivirksomheder, blandt andet et kernekraftanlæg og et stort oplagringsanlæg for atomaffald. Ifølge det statslige atomkraftselskab Rosatom har meteorregnen ikke påvirket driften af disse faciliteter.

Meteornedslaget kommer samme dag, som asteroiden 2012 DA 14 passerer Jorden.

Se meteorregnen på Youtube-video her

Læs mere om asteroiden 2012 DA14 i "Spændende fænomen på grønlandsk nattehimmel"

Powered by Labrador CMS