Nutidens nostradamusser snakker løs

Konference i Nuuk prøver at komme på forkant med fremtiden til gavn for hele nationen

Oplægsholderne på ’Future Greenland’-konferencen i Katuaq tæller blandt andre Minik Rosing, leder af Geologisk Museum og professor ved Københavns Universitet. Foto: Leiff Josefsen 500 tilhørere og oplægsholdere diskuterer på livet løs under konferencen. Foto: Leiff Josefsen

Den franske middelalderlæge Nostradamus kom med forudsigelser af fremtiden. Nogle af profetierne ramte grueligt ved siden af. Andre viste sig at være yderst præcise.

Sådan bliver udfaldet af det, som sker disse dage i kulturhuset Katuaq i Nuuk, muligvis også.

500 tilhørere og oplægsholdere diskuterer nemlig på livet løs under konferencen 'Future Greenland'. Målet er at styrke samfundets måder at skabe gode og effektive beslutninger på. Eller som direktør i Grønlands Arbejdsgiverforening, Brian Buus Pedersen, har udtrykt det i materiale op til konferencen:

- Grønland bliver ikke rig af sine ressourcer, men af kloge beslutninger.

I præsentationen lyder det:

- Grønlands Arbejdsgiverforening tager derfor denne gang 'helikopteren' op fra det daglige arbejde i form af høringssvar, deltagelse i lovgivningsarbejde, IBA processer, medlemsservice, aktuelle debatindlæg m.m.- til at se på de store samfundsudfordringer, hvis løsning afgør Grønlands fremtid. Med andre ord fokuserer konferencen på visioner - og ikke mindst virkeliggørelsen af disse visioner.

Det er arbejdsgiverforeningen, der for tredje gang har fornøjelsen af at være i arrangørernes rolle. Future Greenland har denne gang titlen 'Fra vision til virkeliggørelse'.

Konferencen byder blandt andet på otte workshops:

  • Værdidebatten som grundlag for visionerne.
  • Hvad betyder Kinas internationale ekspansion for Grønland.
  • Fra fiskerihavn til olie-centrum. Hvordan blev vision til virkeliggørelse i Esbjerg?
  • Kommercielle interesser bag bæredygtig økonomisk udvikling.
  • Erfaringer fra storskalaprojekterne i Canadas arktiske regioner Nunavut og Nunavik.
  • Bæredygtig økonomisk og vidensmæssig tilvækst.
  • Det samarbejdende demokrati og digitale processer.
  • Call for papers- emner offentliggøres ultimo januar 2013.

Future Greenland-oplægsholderne tæller blandt andre Minik Rosing, leder af Geologisk Museum og professor ved Københavns Universitet, Sara Olsvig, medlem af Folketinget, Niels de Connick-Smith, formand for Royal Greenland, Hans Gammeltoft-Hansen folketingets tidligere ombudsmand og Jørn Neergaard Larsen, adm. direktør i Dansk Arbejdsgiverforening.

Konferencen varer onsdag og torsdag.

Se flere billeder i "Galleri: Future Greenland"

Powered by Labrador CMS