Frygter ikke kinesisk invasion af Grønland

På et samråd omkring minedrift i Grønland siger statsministeren, at hun ikke frygter en kinesisk invasion

Statsminister Helle Thorning-Schmidt, Socialdemokraterne, frygter ikke kinesisk invasion af Grønland. Her ses hun og manden Stephen Kinnock i Kolonihavnen i Nuuk forud for rigsmødet i august 2012 i Igaliku. Foto: Niels Ole Qvist
Offentliggjort

Frygten for at op mod 5000 kinesiske arbejdere indtager Grønland for at arbejde med at udvinde råstoffer blev tirsdag rigt debatteret på et samråd omkring emnet.

Men på mødet i Folketingets Forsvarsudvalg afviste statsminister, Helle Thorning-Schmidt, Socialdemokraterne, at hun frygter en større kinesisk indvandring.

- Jeg bliver spurgt, hvilke konsekvenser det har, hvis der vælter kinesere rundt i gaderne i Grønland.

- Vi kan ikke sidde og råbe til hinanden, at det er forfærdeligt, hvis kineserne indtager det grønlandske samfund.

- Jeg tror ikke, at grønlænderne ser det på den måde. Jeg tror, at grønlænderne har taget en beslutning om, at hvis de skal udnytte de råstoffer, de har, så er det denne vej, de skal gå, siger Helle Thorning-Schmidt.

Spørgsmålet kom fra Claus Hjort Frederiksen, Venstre, der på samrådet spurgte ind til regeringens holdning til en kinesisk invasion i Grønland.

300.000 kinesere til Danmark
- Vi taler om, at der formentlig kommer 3000 til 5000 kinesere til Grønland. Det svarer størrelsesmæssigt til, at der kommer 300.000 kinesere til Danmark - og vil det ikke have nogle konsekvenser for samfundet? Mon ikke, siger Claus Hjort Frederiksen.

Han mener, at det er værd at tage en diskussion om og henviser til, at der bor cirka 56.000 personer i Grønland i dag, mens der bor næsten 5,6 millioner personer i Danmark.

Hvis Grønland skal tillade, at fremmedarbejdere kan få arbejdstilladelse i Grønland, kræver det en ændring i udlændingeloven i Folketinget, og blandt andet derfor er debatten blusset op.

- De har bedt os om at hjælpe med lovgivningen i Folketinget. Det er grønlændernes ansvar, hvordan de vil forvalte råstofområdet og arbejdsmarkedspolitikken, siger Helle Thorning-Schmidt.

Forsvarsudvalget var samlet for at få uddybet, hvilken dialog regeringen har med det grønlandske selvstyre i forhold til kinesernes stigende engagement i Grønland og den politiske betydning heraf i forhold til selvstyreaftalen fra 2009.

Powered by Labrador CMS