Nuuk TV dropper direktør

Direktøren for Nuuk TV, Jens Olsen, er i dag fratrådt sin stilling, oplyser tv-foreningens bestyrelse

Bestyrelsesformanden for Nuuk TV, Orla Dalager, vil ikke ansætte en ny direktør. Foto: Leiff Josefsen

Nuuk TV har med øjeblikkelig virkning mistet stationens direktør, da Jens Olsen i dag mandag er fratrådt sin stilling, oplyser tv-foreningens bestyrelse.

Det fremgår af en kortfattet pressemeddelelse, hvori det ikke bliver forklaret, hvorfor direktøren har valgt at fratræde sin stilling.

- Jeg kan ikke sige noget om fratrædelsen lige nu, siger bestyrelsesformanden for i Nuuk TV, Orla Dalager, til Sermitsiaq.AG.

Indtil videre skal medarbejderrepræsentant i bestyrelsen Jacob Olesen være ansvarlig for den daglige ledelse af Nuuk TV.

Bestyrelsen mødes i den nærmeste fremtid for at tage stilling til den nye situation og for at afgøre foreningens fremtidige ledelsesstruktur.

- Vi har ingen planer om at ansætte en ny direktør. I stedet skal vi finde en daglig leder, fordi Nuuk TV er en forening, som dermed ikke har brug for en direktør, fortæller Orla Dalager.

Bestyrelsesformanden vil fra nu af spille en mere aktiv rolle i det omfang, det er nødvendigt.

Powered by Labrador CMS