Enhedslisten afviser urandrift
Det er for problematisk, hvis Grønland eksporterer uran, mener Enhedslistens grønlandsordfører Finn Sørensen
Folketinget skal ikke godkende, at Grønland udvinder uran ved Kuannersuit/Kvanefjeld i jagten på sjældne jordarter. Det strider mod mange års dansk modstand mod uran, som både bruges i kernekraftværker og atomvåben.
Det siger Enhedslistens grønlandsordfører Finn Sørensen, som er gæst ved landsmødet i søsterpartiet Inuit Ataqaatigiit i Sisimiut, hvor flere førende politikere går imod minedrift af uran.
Læs også: Enhedslisten: Grønland bestemmer
Læs også: Grønland vil tjene store penge på salg af uran
- Det er meget problematisk at begynde at eksportere uran. Det bliver brugt til atomvåben og atomkraft. Enhedslisten er lodret modstander af begge dele. Det er også den officielle danske politik. Det skal vi holde fast ved, siger Finn Sørensen.
Ved landsmødet støtter han de kræfter i IA og andre grønlandske partier, der står bag nultolerance-politikken imod a-kraft i Danmark og minedrift af uran i Grønland. Et politisk flertal i Folketinget vil ifølge Politiken tillade minedrift af uran i Grønland.
Finn Sørensen erkender, at minedriften kan hjælpe Grønland til mindre økonomisk afhængighed af fiskeri og det danske bloktilskud på godt 3,5 milliarder kroner årligt.
- Det er klart, at råstofudvindingen giver Grønland nogle økonomisk muligheder, men det må være muligt at udnytte det potentiale, uden at man går på kompromis med et meget vigtigt miljø- og sikkerhedspolitisk spørgsmål, siger grønlandsordføreren.
Rigsfællesskabet med Danmark og Grønland bliver brikker i et farligt internationalt spil om, hvem der skal bestemme over a-kraft og a-våben, hvis vi bryder med nultolerance-politikken, advarer han.
- Danmark skal hele tiden arbejde for fred og dialog og arbejde os væk fra brug af militær magt og da især anvendelse af atomvåben, siger Finn Sørensen.
Læs alle Sermitsiaq.AG’s artikler om IA’s landsmøde her