Thorning: Grønland bestemmer stadig selv
Grønland skal bestemme, hvad der skal ske med den grønlandske undergrund, slår statsministeren fast
- Regeringen har ikke være med til at udarbejde den grønlandske storskalalov. Det har grønlænderne, for det er deres område, siger statsminister Helle Thorning-Schmidt, Socialdemokraterne.
Hun slår dermed endnu engang fast, at det er Grønland alene, der står bag loven, der skal sætte gang i det grønlandske råstofeventyr.
Storskalaloven giver mulighed for at ansætte kinesiske arbejdere til en lavere løn og under dårligere forhold, end folk er sikret med deres overenskomst, for at sikre kinesiske investeringer i anlæggelsen af miner her i Grønland.
Statsministeren holder fast i, at da Grønland med selvstyreloven har hjemtaget råstofområdet, er det Grønland alene, der skal bestemme, hvad der skal ske med den Grønlandske undergrund.
Læs "Ekspert dumper regeringens egen frifindelse"
Læs "Regeringen frikender sig selv for social dumping"
Læs "Danske partier: Staten bør gå ind i Grønland"
Udtalelsen kommer, efter Politiken mandag kunne fortælle, at en række partier uden om regeringen vil have et nyt statsligt selskab, der skal ind i det internationale spil om retten til at udvinde råstoffer i den grønlandske undergrund.
Det sker efter Dansk Folkepartis forslag om et statsligt ejet selskab, der i samspil med Grønland, danske pensionskasser og store danske virksomheder skal udvinde de rigdomme, der gemmer sig under jorden i Grønland.
Forslaget kommer efter balladen om billig kinesisk arbejdskraft, hvor den danske regering har meldt ud, at man støtter Grønlands storskalalov.
Idéen om et statsejet selskab bakkes op af Venstre, De Konservative og Enhedslisten.