Kuupik: Drop timeout

Naalakkersuisut byder danske investeringer i Grønland velkommen, men slår samtidig fast, at Grønland ikke ønsker flere udskydelser på råstofområdet

Formand for Naalakkersuisut Kuupik Kleist, IA, er åben over for alle investorer såvel danske som udenlandske, men understreger, at der ikke er plads til flere udskydelser på råstofområdet. Foto: Leiff Josefsen

Formand for Naalakkersuisut, Kuupik Kleist, IA, er positiv over for eventuelle danske investorer, ligesom han byder andre udenlandske investorer velkommen.

- Det er et fundamentalt princip, at alle investeringer i den grønlandske råstofsektor skal ske på kommercielle og markedsmæssige vilkår. Under den forudsætning byder Grønland meget gerne et nyt dansk investerings- og råstofselskab velkommen. Vi forholder os ikke til hvor stor en del af aktiekapitalen i et sådant dansk selskab, der er ejet af private og offentlige interesser, siger Kuupik Kleist.

Læs "Kuupik: Ingen særbehandling til Danmark"

Læs "Grønlandske MF’ere: Hvorfor først nu?"

Læs "Danske partier: Staten bør gå ind i Grønland"

Skal ikke udskydes yderligere
Samtidig med denne udmelding understreger formanden for Naalakkersuisut, at der ikke kan komme flere udskydelser inden for råstofområdet.

- Det skal også slås fast, at selvom der skulle blive igangsat et arbejde med et sådan selskab, ønsker Grønland ikke timeout på råstofområdet. Dette ville ødelægge vores troværdighed over for de selskaber, der har investeret meget store millionbeløb i udviklingen af deres råstofprojekter efter en fælles invitation fra Danmark og Grønland, lyder det fra Kuupik Kleist.

Powered by Labrador CMS