Islandske stjerner: Danmark er favorit til at vinde VM

Flere af de islandske stjerner mener, at Danmark er blandt de absolutte favoritter til at vinde håndbold-VM

Islandske Snorri Gudjonsson vurderer, at Danmark kan nå helt til tops. Foto: Jens Wolf
Offentliggjort

Den tidligere GOG-spiller og mangeårige landsholdsprofil for Island, Asgeir Örn Hallgrimsson, mener, at Danmark er favorit til at vinde håndbold-VM.

Inden aftenens opgør kalder Hallgrimsson ikke blot Danmark for favoritter i kampen mod Island, men også topkandidat til at vinde guldet ved slutrunden i Spanien.

- Danmark er favorit i kampen. De er jo favorit til at vinde hele turneringen, siger Hallgrimsson.

Spørgsmål: Mener du, at Danmark er blandt favoritterne eller storfavorit til at vinde VM?

- Jeg synes, de er storfavorit, siger Hallgrimsson.

Spørgsmål: Hvorfor synes du det?

- Mikkel, Landin, Lauge, det er hele holdet. Toft-brødrene. Det er gode spillere med en god træner, som har styr på tingene, mener Hallgrimsson.

Den nuværende Paris Handball-spiller fremhæver spillere som klubkammeraten Mikkel Hansen, målmand Niklas Landin og playmaker Rasmus Lauge samt stregspillerne René og Henrik Toft Hansen.

- Vi kan godt lide at spille mod Danmark. Vi kender dem godt, og vi har spillet mange kampe mod dem i Danmark. Der er lidt derby over det, mener Hallgrimsson.

Også landsmanden Snorri Gudjonsson vurderer, at Danmark kan nå helt til tops.

- De er favoritter til at vinde VM, så det er et rigtigt godt hold, vi kommer til at møde, fastslår Gudjonsson.

- Vi skal spille bedre i angrebet for at slå Danmark, og vi ved alle sammen, at Danmark er et meget bedre hold end Makedonien. Men hvis vi spiller lidt bedre, så har vi mulighed for at slå Danmark.

- Vi skal løfte os lidt. Vi skal blive bedre i vores afslutninger over for Landin og Jannick Green, siger playmakeren, der nu spiller i GOG.

Også stregspilleren Robert Gunnarsson vurderer, at det bliver svært mod Danmark.

- Danskerne har to gode spillere på hver position. Vi er nødt til at ramme en god dag for at slå dem.

- Kampen har stor betydning for os. Vi kæmper stadig om førstepladsen og kan også stadig sikre os andenpladsen, siger Robert Gunnarsson, der til daglig også spiller i Paris Handball.

Danmark-Island fløjtes i gang klokken 16.15. vestgrønlandsk tid.

Powered by Labrador CMS